Stormøder om bedre trivsel og udvikling for børnene i Hvidovre
Af SARA BENZON
LÆSERDEBAT: Der er stigende mistrivsel blandt børn. Der er et stigende antal børn, der får diagnoser. Der er et stigende antal børn i specialtilbud. Vi skal have vendt den negative udvikling! For i SF ved vi, at vores børn er vores fremtid!
Børn er forskellige og kræver forskellige indsatser for at nå hen til det samme mål – nemlig at være blevet så dygtige som de kan og være rustet til livet efter folkeskolen, så de kan få en uddannelse og komme godt ind på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for det enkelte barn, da undersøgelser viser, at eksklusion fra almenområdet og det fællesskab man kender, giver større mistrivsel, øger risikoen for at droppe ud af sin ungdomsuddannelse, ikke få et arbejde og dermed ende på overførselsindkomst. Et liv på overførselsindkomst medfører så oveni, større risiko for ensomhed, depression, en lang række sygdomme, kriminalitet, dårligere livskvalitet og tidlig død. Ja, jeg tror, at alle kan se, hvorfor en indsats på området er helt nødvendig.
Derfor arbejder vi i Hvidovre Kommune på at lave, ikke bare kvalitetsløft i dagtilbud og skoler, men et nyt syn på, hvordan vi arbejder med børn. Både dem, der har særlige behov, men også dem, der ikke har.
Skolerne skal være mere rummelige og bedre til at tilpasse sig børnenes behov og bedre til at imødekomme børn, som børn er i dag. Det skal sikre, at børnene trives og udvikles i en positiv retning.
Men hvad er det så vi skal ændre? Og hvordan skal vi lykkes med det? Ja, det spørger vi i den kommende tid om på stormøder for forældre og personale på skolerne. Ligesom Fælles Ungdomsråd bliver inddraget i processen. For sammen bliver klogere og sammen skal vi finde de gode løsninger.
Jeg er så heldig at deltage på en del af møderne og jeg glæder mig til at høre gode input og konstruktive ideer. Jeg er også virkelig glad for at en enig kommunalbestyrelse valgte at sætte penge af ti projektet, så der er mulighed for at sætte hurtigt ind med f.eks. opkvalificering af personale, indretning af lokaler, kompetenceteams mm., så der kommer handling bag intensionerne.
Sara Benzon, SF, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre