Tredobbelt indskiftning gav sejr over Hvidovre
HIF havde spilovervægt, men tabte 1-0, da målene udeblev
FODBOLD: Efter den gode præstation på hjemmebane mod Vendsyssel kom Hvidovre ned på jorden igen, da holdet led et smalt 1-0-nederlag til Hillerød fredag aften på Farum Park.
Holdet blev ellers genvalgt over hele linjen efter sejren, så der var gode muligheder for at bygge videre på de positive takter på det hurtige kunstgræs. Men spillet var generelt hakkende for HIF, der ikke rigtig kunne få det til at flyde mod et Hillerød-hold, som også skal have ros for at være et langt bedre hold end Vendsyssels dyre drenge. Hillerød kom til scoringsforsøg efter blot otte minutter, da amerikaneren Monday Etim sendte et skud på stolpen. Det var også hjemmeholdets bedste forsøg i 1. halvleg, mens HIF stod for de største muligheder, selvom de var meget få.
Efter et kvarter fik Jonas Gemmer sendt et godt skud af sted fra distancen, og efter en halv time fik Hillerød-keeper Adrian Kappenberger hånden på Simon Makienoks hovedstød. I overtiden havde Nicolaj Clausen også en mulighed, da han headede et frispark tæt forbi stolpen.
God Hillerød-defensiv
I pausen sad man med en fornemmelse af, at det ikke var helt skidt, men heller ikke særlig godt. HIF havde meget boldbesiddelse, men formåede aldrig at lægge et reelt pres på Hillerød, der stod stærkt defensivt.
Kort inde i 2. halvleg kunne hjemmeholdet have bragt sig foran, da Tobias Arndal sendte en stor chance tæt forbi Filip Djukics mål. Kort efter fulgte Adrian Justinussen op med et fladt skud mod fjerneste stolpe.
Med tyve minutter igen burde Frederik Høgh dog have gjort det til 1-0 til HIF, da Jonas Gemmer sendte en maskeret aflevering ind i feltet. Alene med keeperen skulle Høgh have fået mere ud af afslutningen, som endte lige på Kappenberger.
I stedet fik HIF en kold spand vand i hovedet, da Hillerød fangede HIF’s defensiv ude af balance. Bolden blev spillet op til Makienok, der tabte duellen, og herfra gik det stærkt den anden vej. Bolden endte hos en helt fri Niklas Schmidt, som sparkede bolden på Filip Djukics bryst, og returen blev samlet op af Justinussen, der sparkede bolden i det tomme mål.
Inden scoringen havde Hillerød med en tredobbelt indskiftning lagt et godt pres på Hvidovre, som ikke svarede igen med et modtræk.
Efter scoringen fik HIF heller ikke lagt et tryk på Hillerød. Adrian Kappenberger blev på ingen måde testet, og Hvidovre virkede til at have tabt troen på et comeback. Indskiftningen af rutinerede kræfter som Fredslund og Spelmann gjorde ingen forskel, og Hvidovre må indse, at holdet stadig leder efter et stabilt niveau, hvis man skal med i slutspillet.
ka-ma