Skolens kor leverer nu også ud af huset
NAVNE: Sidste onsdag optrådte Dansborgskolens Mellem og - Storekor på Tivoli Hotellet i København til Danmarks Lærerforenings 150 års jubilæum.
“I skal være klar til at gå på scenen, når Mette Frederiksens tale er slut!” Sådan lød det cue, som korlederne skulle reagere på, og imens Tine Gøtzsche takkede for statsministerens tale, listede 91 korbørn imponerende lydløst op på scenen.
– Korets optræden måtte vare 15 minutter, og det passede med, at vi kunne synge to sange.
Den første var foreningssangen, “I tidens strøm”, som vi havde “klædt på” med både smukke akkorder og rap. Sangen udløste stående applaus, og selvom vi er vant til et begejstret publikum til de årlige forårskoncerter, så har vi aldrig prøvet dette før, siger korleder Helle Christiansen.
- Den sidste sang, “Celebration”, fik også publikum på dupperne, og hele salen sang og klappede med i takt til musikken. Ikke underligt, at det var svært at få børnene ned fra scenen igen. De solede sig simpelthen i succesen.
Allerede i foråret blev skolens ledelse kontaktet af DLF med henblik på en optræden. De havde læst en artikel i “Folkeskolen” om Dansborgskolens helt særlige korarbejde. Straks efter sommerferien gik koret i gang med benhård træning, men hele forløbet er blevet båret af lyst, glæde og motivation fra både børn og voksne.
– Nu går korarbejdet videre med den planlagte julekoncert og derefter forårskoncerterne. Men korlederne har i et stykke tid haft en særlig drøm for koret, som passende blev adresseret til undervisningsministeren og hans kolleger, der var blandt publikum: “Vi vil gerne synge til Folketingets åbning”, slutter Helle Christiansen.