Teater for børn: Flyv til Ønskeøen med Hvidovre Ungdomsteater
I weekenden kan børn og voksne drømme sig væk til Ønskeøen, når Hvidovre Ungdomsteater præsenterer deres magiske udgave af Peter Pan. Fredag og lørdag får publikum mulighed for at møde Peter Pan, Klokkeblomst, Wendy og alle de andre i teatersalen på Langhøjskolen
ARRANGEMENT: - Det er en oplevelse fyldt med eventyr og følelser. Det kan godt føles som en fest, du ikke vil hjem fra – men du risikerer måske også en tåre i øjenkrogen, siger instruktør Lise Magna Dagnhild Bonde, som står i spidsen for de unge skuespillere i alderen 9-16 år.
I Hvidovre Ungdomsteaters (HUT) fortolkning får Peter Pan selskab af alt fra lumske trolde og frække havfolk til de glemte børn og – selvfølgelig – de berygtede pirater. Den altid temperamentsfulde Klokkeblomst må kæmpe med sin jalousi, når Peter bringer Wendy med til Ønskeøen.
Børnene fra HUT har øvet intensivt siden sommerferien og særligt de seneste tre uger, hvor scenografi, kostumer og alt det tekniske er blevet finpudset for at give publikum en professionel oplevelse. Første forestilling, som blev spillet for skoleklasser, blev modtaget med stor begejstring, fortæller Lise Magna Dagnhild Bonde: ”Jeg hørte både nogle børn tale om, at det var en vildt sej sværdkamp, og en pædagog, der mente, at det var det bedste børneteater, han havde set i mange år.”
Lise Magna Dagnhild Bonde glæder sig over den entusiasme og det sammenhold, der nu gennem 32 år har kendetegnet HUT: - De nye børn lærer af de ældre, og det skaber både fællesskab og dygtige skuespillere. Deres evne til at være i karakter, selv når de ikke har replikker, giver liv til forestillingen og skaber en magisk oplevelse for publikum...
Kom og oplev Peter Pan i Langhøjskolens teatersal på fredag den 8. november kl. 19 eller lørdag den 9. november kl. 11 og 14. Billetter kan købes her: https://www.hvidovreungdomsteater.dk
red