Hvad sker der, Hvidovre?

LÆSERDEBAT: Jeg er måløs og føler mig magtesløs som pårørende.
Min mormor blev for seks uger siden indlagt med en blodprop i hjernen. Indlæggelsen er en sag for sig selv, som er under al kritik. Heldigvis kommer min mormor sig og bliver udskrevet til Svendbjerghave til et genoptræningsforløb, inden hun kan komme hjem. Det er et godt tilbud, hvor hun kan få genoptrænet sin arm, som har lidt skade på førligheden efter blodproppen, og få lidt hjælp til at komme på benene igen.

Efter ti dage på værelset begynder der at komme lidt gang i genoptræningen, så hun kan gå rundt selv og gøre de dagligdags ting, som hun kunne inden indlæggelsen. Dog skal der ikke medregnes genoptræning af armen. Efter tre uger på Svendbjerghave har min mormor egentlig ønsket at "udskrive" sig selv fra stedet grundet dårlig pleje fra personalets side.
Personalet har haft en dårlig tone overfor min mormor og har tiltalt hende som fatsvag eller et lille barn.

Det eneste, personalet skal, er at hjælpe med sengehesten! Flere gange har de glemt hende på værelset. For eksempel, en "morgen" kl. 11 kommer en hjælper for at lægge sengehesten ned, så min mormor selv kan komme op af sengen og gøre
sig klar. Et andet kedeligt eksempel er en aftenvagt, som smider min 89-årige mormor i seng kl. 21, da han ikke har tid til at komme forbi senere og sætte sengehesten op.

 I de sidste dage op til min mormors egen udskrivelse bliver hun skidt tilpas igen og fortæller flere gange personalet, at hun ikke har det godt. Personalet vurderer, at hun ikke har det skidt nok til, at der skal gøres noget. På udskrivningsdagen tager vi som pårørende fat i personalet og beder dem kontakte egen læge, som kommer forbi. Det viser sig, at det står værre
til, end personalet mente. Min mormors iltmætning er så lav, at lægen sender hende direkte tilbage til hospitalet, hvor hun får konstateret corona og kommer i isolation.

Trods en hård uge i isolation kommer min mormor igennem sit coronaforløb og bliver udskrevet; denne gang til eget hjem. Gennem kommunen bliver min mormor visiteret til midlertidig hjemmehjælp. Hun skal have hjælp til at komme sig ordentligt, så der skal komme en hjemmehjælper om morgenen og lave morgenmad, en til frokost, og en gang om ugen skal min mormor have hjælp til et bad. Det er relativt klar besked, og jeg tænker, at det kan da ikke gå galt.
Ingen af ugens 5 hverdage har min mormor fået hjælp til sin morgenmad før tidligst kl. 11.30. I dag (fredag) kom der én kl.
13.30.

I dag skulle min mormor have sit første rigtige bad efter en uge hjemme samt en uge i isolation på hospitalet. Men der var ikke kommet nogen hjemmehjælper i løbet af formiddagen. Derfor ringer vi som pårørende til kontoret og får at vide, at der har været én, og at der ikke blev lukket op. Efter flere opkald finder vi frem til den pågældende hjemmehjælper, som har meldt ind, at "borgeren ikke ønsker hjælp".

Det viser sig, at hjælperen har stået på en anden adresse; altså hos en anden borger, som ikke er min mormor. Efter denne lille misforståelse og fejllæsning af arbejdsplanen får min mormor tilbudt et bad...

Det vil sige, hjælperen beder min mormor om selv at tage alt tøjet af, selv gå ud i badet, selv sæbe sig ind og selv sørge for, at det bliver skyllet af, mens hun står i et andet rum og venter på, at min mormor bliver færdig med sit bad. Min mormor kæmper for at komme sig og klare sig selv. Hun har efter denne behandling mistet ALT tiltro til at få fremtidig hjælp gennem Hvidovre Kommunes hjemmehjælp.

Til jer Hvidovreborgere, som ikke har nære pårørende eller andet netværk, der kan hjælpe jer med at tage kampen med hjemmehjælpen, så I rent faktisk får jeres morgenmad inden frokosttid – jeg har ondt af jer og er harm over, hvordan arbejdsgangen og menneskesynet har ændret sig, så denne behandling ses som at være helt okay.

Venlig hilsen
En frustreret pårørende