Kontinuitet er vigtig

Kontinuitet er vigtig

CHRISTEL DAMGAARD med svar på læserbrev om hjemmeplejen:

LÆSERDEBAT: I sidste uge beskrev en læser sin oplevelse af Hvidovre Kommunes hjemmepleje, hvor han over en periode på over fire måneder har oplevet over 100 forskellige medarbejdere i sit hjem. Det lyder som mange, og jeg forstår godt, at det kan være frustrerende at møde mange forskellige medarbejdere og opleve skiftende mødetider. Tryghed og stabilitet er vigtige elementer i en god hjemmepleje, og jeg er ked af, hvis nogle borgere oplever noget andet.

Vi bestræber os på at sende faste medarbejdere ud til borgerne, fordi vi anerkender, hvor vigtigt det er for borgerne at møde kendt personale. Det er netop en af årsagerne til, at vi arbejder med at indføre faste teams i hjemmeplejen. Faste teams betyder, at det vil være den samme gruppe af 8-10 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, der arbejder sammen om at støtte, hjælpe og yde pleje til borgeren.

Selv med faste teams vil borgere dog kunne opleve forskellige medarbejdere, hvis man får hjælp både morgen, middag og aften, alle ugens dage. Men det skulle gerne gøre, at det er færre forskellige medarbejdere. For vores mål med at indføre faste teams er netop at sikre større tryghed og genkendelighed for borgerne.

Udrulningen af de faste teams i hjemmeplejen begyndte sidste år og ventes indført i det sidste distrikt her i begyndelsen af 2025. Som med alt nyt kan det dog tage tid, før nye tiltag er implementeret fuldt ud og alle har vænnet sig til de nye rammer og rutiner – det gælder både for medarbejderne og for os i ledelsen, så vi håber på forståelse. Vi er sikre på, at vores nye organisering med faste teams vil give større tryghed og bedre sammenhæng i hverdagen for vores borgere samt en øget trivsel og arbejdsglæde for vores medarbejdere.

Vi kan ikke genkende, at der medarbejderflugt i hjemmeplejen. Vi oplever - ligesom mange andre kommuner – udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere i bl.a. hjemmeplejen. Men udfordringerne er ikke blevet større, efter vi indførte de faste teams. Vi kan dog se, at organiseringen i teams kræver lidt flere medarbejdere, og derfor er vi i gang med at ansætte nye medarbejdere.

Rekrutteringsudfordringerne gør dog, at vi i perioder desværre må benytte flere vikarer, end vi kunne ønske os. Det betyder også, at vi ikke altid kan garantere faste besøgstidspunkter. Vi bestræber os på at planlægge hjælpen så stabilt som muligt, men hjemmepleje er en kompleks opgave, hvor uforudsete situationer kan påvirke dagens program – og det kan ikke undgå at påvirker besøgene hos borgerne.

Vores medarbejdere gør et stort og vigtigt arbejde, og vi har stor respekt for deres indsats. Vi arbejder hele tiden på at styrke dialogen mellem medarbejdere og ledelse, så vi kan skabe de bedst mulige rammer – både for medarbejderne og for de borgere, de hjælper.

Derfor tager vi feedback alvorligt og er altid åbne for dialog om, hvordan vi kan gøre det bedre. Tak til læseren for at dele sine oplevelser – det hjælper os i arbejdet med at udvikle en hjemmepleje, der både sikrer kontinuitet for borgerne og gode arbejdsforhold for medarbejderne.

Venlig hilsen

Christel Damgaard,

Centerchef for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune

 

menu
menu