Nye vinde i valgåret

SV. ERIK HANSEN om ekstra trafiktrængsel
LÆSERDEBAT: ”Jeg forstår i høj grad ønsket om at gøre noget ved trængslen, støjen og luftforureningen. Vi har jo nærmest det halve Kongerige farende igennem vores kommune hver morgen og eftermiddag i deres biler.”
Sådan lyder det fra vores borgmester i et af hans utallige opslag på Facebook om gode gerninger. Men hvad med handling? Tidligere har borgmesteren været med i et sammenrend, der ville skabe tusindvis af arbejdspladser på kunstige øer af måske forurenet jord ved Avedøre Holme, uden at forholde sig til hvad det måtte indebære af ekstra trafiktrængsel, støj og forurening.
Her i et kommunalt valgår blæser nye vinde - måske med inspiration fra det store udland. Det er tilsyneladende ved at blive stuerent af sige ”Hvidovre First” og værne om egne interesser. Men desværre kommer der ikke forslag på bordet om, hvordan man sammen med nabokommuner mere effektivt kan løse trafiktrængslen og dennes andre gener.
Dertil truslen om oversvømmelse af kommunens lavtliggende områder. Ville det ikke være langtidssigtet at arbejde for en løsning, hvor man fører motorvejen fra Amager over et beskyttende dige langs østsiden af Avedøre Holme forsynet med en sluse til bådetrafikken til og fra Hvidovre Havn og Sydhavnen? Naturligvis med af- og tilkørsel på Holmene. En sådan vejløsning ville gavne trafikken til og fra Amager mod syd og vest og sænke støj- og luftforureningen i Hvidovre Syd. Og reducere trafikintensiteten gennem kommunen generelt.
Og økonomien? En sådan opgave skal naturligvis ikke klares af Hvidovre alene, når det halve kongerige blot kører igennem kommunen. Her må staten på banen, og dette lobbyarbejde må borgmesteren være med til at udføre ved sine hyppige besøg på Borgen.
Sv. Erik Hansen.
Gadestævnet 37