Lugtgener ved Åmarken anmeldes til Miljøstyrelsen

Grundejerforeningen Strandøre har siden 2023 registreret lugtgenerne
NYHEDER: Kraftig lugt af kloak har i en årrække plaget borgere, der bor eller opholder sig i området omkring rensningsanlægget ved Åmarken Station.
Derfor har der siden 2023 været et samarbejde mellem Hvidovre Kommune og Grundejerforeningen Strandøre (der er nabo til rensningsanlægget) om at registrere lugtgener i området. Den registrering fører nu til, at miljømyndighederne kontaktes, så der kan gøres noget ved den dårlige lugt i området.
Det fremgår af den orientering, som Klima-, Mijlø- og Teknikudvalget mandag aften fik på deres møde.
– Der har igennem en årrække været klaget meget over kraftig lugt af kloak omkring BIOFOS, Renseanlæg Damhusåen. Beboerne i området har i store dele af 2023 men også 2024 registreret, hvornår og hvor de oplevede lugtgener via appen ”Giv et praj”. Ved gennemgang af praj og lugtmålinger ses, at det hovedsageligt er lugt fra renseanlægget, der udgør de lugtgener, som naboerne oplever, står der i sagsfremstillingen.
Kommunen har yderligere indhentet ekspertbistand, der fastslår, at spildevandslugten formentlig stammer fra Biofos’ renseanlæg. Selv om de fleste borgere i området, hvilket også igennem en årrække har været beskrevet her i Hvidovre Avis, aldrig har været i tvivl om, hvor lugten kom fra, så har Hvidovre Kommune alligevel ment, at det skulle afdækkes, hvor præcis lugten kom fra.
– Det har været vanskeligt at lokalisere den præcise kilde til lugten, fordi der både på og omkring, BIOFOS, Renseanlæg Avedøre er flere aktiviteter, der kan forårsage lugt. Derudover er der lugt i området fra de pumpestationer som HOFOR driver, Strandparken, hvor fedtemøg skylles ind mod vandkanten og rådner, står der i sagsfremstillingen.
Spildevandet er årsagen
Arbejdet har sandsynliggjort, at lugten der observeres af borgerne i Grundejerforeningen Strandøre øst og nordøst for anlægget hovedsageligt kommer fra behandlingen af spildevandet (indløb, fedt- og sandfang samt primære tanke).
– Målinger indikerer, at det hovedsageligt er lugt fra området med primære tanke, som er kilde til lugtgenerne. En udvidet spredningsberegning viser tillige antagelser om overskridelser af lugt, og dermed grundlag for, at der skal arbejdes videre med lugtgenerne fra primærtankene, står der i sagsfremstillingen. Ydermere beskrives det, at særlige meteorologiske forhold medvirker til problemerne med spredning af lugt i området omkring Åmarken.
– Årsagen er unik, og kan henføres til, at renseanlægget ligger tæt på havet men også den måde, at borgernes huse er placeret har betydning, beskrives det.
Forventningen fra Hvidovre Kommune er nu, at Miljøstyrelsen reagerer på den rapport, som er udarbejdet om lugtgenerne.
– Da renseanlægget ligger i Københavns Kommune, har administrationen sendt rapporten fra Force Technology videre til Københavns Kommune som er stedlig kompetent myndighed. Samtidig har Miljøstyrelsen også fået rapporten, da de er myndighed for rensningsanlægget. Administrationen forventer derfor, at Miljøstyrelsen forestår opfølgning af lugtgenerne via krav i miljøtilladelsen til BIOFOS, Renseanlæg Damhusåen, står der afslutningsvist i sagsfremstillingen.
Foto: Der har igennem en årrække været klaget meget over kraftig lugt af kloak i området omkring rensningsanlæget ved Åmarken station.
red