Hvad er galt med hjemmeplejen i Hvidovre

107 forskellige medarbejdere fra hjemmeplejen siden oktober, skriver LARS CHRISTENSEN:
LÆSERDEBAT: Jeg har siden 2. oktober 2024 blandt andet modtaget hjælp til de daglige tre måltider fra Hvidovre Kommunes hjemmepleje. Det har på flere måder været en skuffelse i forhold til hvad jeg havde forventet.
Jeg har siden starten noteret, hvem der kom her og tidspunktet. Her har i alt været 107 forskellige medarbejdere. Heraf er en ret lille del (under 10) faste ansatte, resten er vikarer. Det fleste kommer her kun en enkelt gang. Det betyder at jeg hver gang skal forklare 20-25 ting, som jeg ønsker udført eller bestemt ikke ønsker gjort.
Min kritik er ikke rettet mod de medarbejdere, der kommer herud. De er generelt søde og flinke – om end pressede. Den er i stedet rettet mod ledelsen og planlægningen.
Fremmødetidspunkter er også et kæmpe problem. Tiderne kan svinge med to timer fra dag til dag. Det er ingen relation mellem de tidspunkter man publicerer på sundhed.dk og de faktiske tider. At kalde dem for ”vejledende” er en overdrivelse.
Når man henvender sig telefonisk, får man som regel et af følgende to svar:
“Ja, men det har jeg ikke noget ansvar for” eller “Ja, men vi oplever en stor medarbejderflugt i øjeblikket og har svært ved at ansætte nye”.
Den nye generation af medarbejdere stiller helt andre krav til deres ledere end min generation gjorde (jeg er 65). Dengang var jeg tilfreds, hvis ledelsen ikke blandede sig alt for meget i mit arbejde og jeg havde indtrykket af at de syntes, at jeg udførte det så godt jeg kunne. Den nye generation har helt andre forventninger.
De arbejdsgivere, der ikke kan omstille sig, bliver taberne i den fremtidige konkurrence om at tiltrække og fastholde unge medarbejdere. Det hjælper ikke at stille medarbejderne fine løfter i udsigt. Det skader mere, når det ikke bliver til realiteter.
Når jeg har spurgt en række af de over 100 medarbejdere der har været her, er svaret fra de fastansatte ofte, at ledelsen ikke lytter til dem og flytter dem vilkårligt rundt mellem borgere. De har også et ønske om at komme hos borgere, som de kender og har et tillidsforhold overfor.
Og svaret fra vikarerne er, at de netop har valgt at være vikarer for at stå mere frit, end de fastansatte.
Lars Christensen
IT-konsulent