Ronja Røverdatter

Den dejlige familieklassiker spiller i Kometen på næste torsdag den 20. februar
ARRANGEMENT: Ronja Røverdatter er Astrid Lindgrens vidunderlige klassiker om kærlighed, mod og venskab. Med musik af Sebastian.
En uvejrsnat fødes to børn i to rivaliserende røverbander: Den viljestærke Ronja hos Mattisrøverne og den følsomme Birk hos Borkarøverne. Ronja møder Birk i skoven. Sammen beslutter de sig for at vende ryggen til røverlivet og at standse fjendskabet mellem de voksne. Det bliver hverken nemt eller ufarligt! Sebastians sange til Ronja Røverdatter er for mange danskere ét med selve historien.
– Vi er stolte af, at vi i Hvidovre Teater, kan præsentere denne fantastiske familie musicalforestilling fra Folketeatret “Ronja Røverdatter”, som spiller torsdag den 20. februar kl. 18 i “Kometen”, Hvidovrevej nr. 280. Du kan købe billet enten på tlf. 36 49 66 06 onsdag og torsdag ml. kl. 10-15, eller på hjemmesiden hvt.billetexpressen.dk; du kan også prøve at tage chancen, og komme i døren en 1/2 time før forestillingen og købe billet, siger Peter Thybo fra teaterforeningen.