Mød chefen i Kulturhuset

En invitation fra Hemingway Club på mandag
NYHEDER: ”Mød Uffe” er titlen på et møde med Kulturhus Risbjerggaards daglige leder Uffe Bang Sørensen. Hvis du er en mand med livserfaring (60+) så inviterer Hemingway Club inden for i Strungesalen på mandag den 17. februar kl. 9.30
Her kan de morgenduelige altså hilse på kulturhusleder Uffe Bang Sørensen og hans team af medværter fra Kulturkontoret på Risbjerggaard. Det er dem som får det hele til at hænge sammen i dagligdagen. På deres egen diskrete måde får de husets brugere til at føle sig velkommen i det nye kulturhus.
I løbet af de to år der er gået siden åbningen af huset, er det nye kulturcentrum ved at finde sin form med et hav af events og arrangementer. Fællesskaber mellem husets brugere opstår når de f.eks. mødes til Musikskolens morgensang hver onsdag, i Hannes legestue for de mindste eller i Strikkeklubben, Rollatorbanden eller til Dance N’Fun med livsstykket Johanna.
Foreninger i mange former og farver bruger stedet mere og mere. Derudover nyder kommunens personale godt af de fine rammer til konferencer og faglige møder. De ansatte på Kulturkontoret afvikler selv – uge efter uge – en masse spændende events og koncerter, bl.a. i regi af det nye spillested RIGA, som er kommet godt fra start. Meget er dog op til foreninger og brugergruppers – eller den enkeltes – eget initiativ.
– Hvidovreborgerne er simpelthen ved at indtage huset, og det er den form for ”ejerskab” og tagen ansvar vi sætter stor pris på, lyder det fra den daglige leder.
– Risbjerggaard Gruppen er et andet godt eksempel på, hvordan frivillighed og frivilligt arbejde i kulturhuset er i konstant, dynamisk udvikling, med et inkluderende mindset og lokalt udsyn, siger Uffe Bang Sørensen.
Foto: Uffe Bang Sørensen: – En god udvikling!
eg