Ikke mere digitalisering

AMMI STEIN P. med åbent brev til Maria Durhuus
LÆSERDEBAT: Kære Maria Durhuus! En bølge svinder, ruller og følges af en anden. Dit indlæg om digitalisering i sidste uge er særdeles skræmmende, når du så ivrigt går ind for, at flest muligt bliver mere digitaliserede.
Du ved formentlig, at ca. en fjerdedel af befolkningen ikke formår eller er utrygge ved den megen digitalisering, og i betragtning af alle de eksempler der florerer angående mennesker, der bliver franarret endog store summer som følge af, de betjener sig af elektronisk betaling, uden at være sikre i systemet, så er at stramme muligheder for at bruge kontanter en hån mod disse mennesker. Der sker hele tiden ændringer med digitalisering, bankerne ændrer systemer, så nogle telefoner ikke længere kan anvendes, hvilket koster en ny, med efterfølgende urolige stunder under tilvænning, helt urimeligt.
I tilfældet med parkering i Friheden, er reglerne for betaling, at såfremt der ikke kan betales med kontanter ved de parkeringsproblemer, du omtaler, så overtrædes i lov om betalinger, § 81, stk.1, kontantreglen. Modtager firmaet betaling under nogen form, er det også forpligtet til at modtage kontante penge i henhold til loven. Det må vel løse det aktuelle problem, så det ikke er nødvendigt yderligere at presse mennesker, som ikke ønsker at være digitaliserede.
Tænker du lige over det, før du presser på for yderligere digitalisering?
Med bekymret hilsen
Ammi Stein P.
Forbrugergruppen Vest