Elever gav deres bud på en folkeskole for alle

Elever gav deres bud på en folkeskole for alle

Idéer om nye fag i livsduelighed og respekt, forskudte mødetider, stillerum og trygge voksne tæt på eleverne blev givet videre til lærere, skoleledere og politikere

EFTEROMTALE: Kommunal­bestyrelsen har besluttet at investere mere end 50 mio. kr. over de næste fire år på en udvikling af skoleområdet, så alle Hvidovres børn kan komme til at opleve trivsel, faglig udvikling og fællesskab i skolen. Processen ”En Skole for Alle”, som involverer forældre, medarbejdere, ledere, elever og politikere i arbejdet med at udvikle skolerne, blev søsat i slutningen af 2024, og torsdag den 6. februar blev en helt særlig milepæl sat i arbejdet.

Her havde kommunens Center for Skole og Uddannelse samlet omkring 100 elever fra alle Hvidovres folkeskoler til et såkaldt ”fish tank”-event. Her skulle eleverne give deres tanker og idéer om en god skole for alle videre til lærere, skoleledere og politikere fra Kommunalbestyrelsen. 17 medlemmer af det Fælles Ungdomsråd i Hvidovre deltog også og havde en gennemgående rolle i det daglange arrangement. Deres opgave var at udfordre eleverne til kreativ tankegang, indgyde mod hos dem og holde fast i elevernes idéer i mødet med de voksne.

– I dag skal I ikke komme med jeres egne idéer. Nu skal I bare lytte til børnenes idéer. Vores generelle indtryk af budskabet fra eleverne i dag er, at børn gerne vil have mere indflydelse på deres egen hverdag, lød beskeden fra det Fælles Ungdomsråd til de seks repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, som deltog i arrangementets sidste del.

Fra skolechef Ole Møller Laursen lød det:

– Der er virkelig arbejdet igennem fra børnenes side i dag, og det er vigtigt at få dem inddraget, så vi kan få deres blik på det at gå i skole i dag, i morgen og til næste år. Nogle af deres idéer er faktisk lige til at implementere, mens andre kræver politiske beslutninger...

De medlemmer af Kommunalbestyrelsen, som deltog, var imponerede over elevernes idéer og deres engagement. De stillede mange nysgerrige spørgsmål og kvitterede med løfter til eleverne om at følge op:

– Vi vil gerne sige tak til jer. Vi skal lytte til jer, der kender skolen indefra. Vi turde være mere modige og udfordre love og regler, og så skal vi stå sammen om at skabe forandringen, sagde formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon.

Nogle af de idéer, der blev givet til politikerne, var bl.a.:

  • Nyt fag – HR (Hensyn og Respekt) – for alle klassetrin
  • Større tryghed gennem flere kendte lærere – både i undervisning og pauser
  • Forskudte mødetider og pauser, så alle ikke er i skolegården samtidig
  • Senere mødetider og mere online-undervisning for de ældste
  • Kantiner – så der bliver fællesskab omkring sunde måltider
  • Nyt fag: Aktueltfag – i udskolingen. Undervisning/projekter om dét, der optager eleverne lige nu – i deres eget liv og i verden
  • Stillerum og aktivitetszoner, så der er plads til forskellige behov – både i undervisning og pauser
  • Nye fællesskaber omkring interesser – på tværs af klassetrin, klasser og endda også på tværs af skoler
  • Flere valgfag og generelt større mulighed for, at eleverne kan vælge selv

Næste skridt i “En Skole for Alle”-processen er involvering af sparringsgrupper for medarbejdere og forældre, og så skal forskellige idéer – også nogle af dem, som eleverne nu er kommet med – afprøves i såkaldte ”prøvehandlinger”. Fælles Ungdomsråd er også en sparringsgruppe i processen på lige fod med forældre og medarbejdere. Man kan læse mere om ”En skole for Alle” på hvidovre.dk –

menu
menu