Sikrer effektiv udnyttelse af området

Sikrer effektiv udnyttelse af området

Kommunens PLANAFDELING med svar på læserbrev

LÆSERDEBAT: I et læserbrev i for nylig foreslog en læser, at området ved Svend Aagesens Alle 10 kunne bruges til sports- eller fritidsfaciliteter i stedet for de planlagte boliger.

Vi forstår fuldt ud, at det kan være svært, når der sker forandringer i ens nærmiljø, og vi sætter pris på, at der bliver taget del i debatten om lokalområdets udvikling.

Området omkring Svend Aagesens Allé 10 ligger inden for et stationsnært kerneområde. Det betyder, at der er under 600 meters gang til Hvidovre Station. Derfor har kommuneplanen et særligt fokus på at udnytte pladsen mere intensivt.

I Hvidovres kommuneplan er området ved Svend Aagesens Allé 10 planlagt til boligområde med mulighed for at indpasse tæt-lav boligbebyggelse, etageboligbebyggelse, almene boliger, kontor- og serviceerhverv samt let industri og håndværk. Dette udelukker offentlige formål som fx sportsfaciliteter.

Og selv hvis det kunne laves om, så er grunden privat ejendom. Så medmindre ejeren selv måtte ønske at opføre sportsfaciliteter, så ville kommunen først skulle købe grunden, hvis det skulle realiseres.

Vi er opmærksomme på, at nyt byggeri altid kan rejse spørgsmål og bekymringer. Derfor gør vi vores bedste for at sikre, at udviklingen bliver gennemført med omtanke for både området og dets beboere.

Med venlig hilsen

Planafdelingen
i Hvidovre Kommune

 

menu
menu