Skolekøkkener har fået en make-over

Mere plads til fællesskab og fokus på affaldssortering
NYHEDER: De gamle skolekøkkener på Dansborgskolen, Risbjergskolen, Holmegårdsskolen og Langhøjskolen har gennem det seneste år gennemgået en omfattende forvandling.
Efter en beslutning fra kommunalbestyrelsen i 2023 er de fire køkkener nu moderniseret for i alt 4,4 millioner kroner, og resultatet lever bedre op til nutidens behov. Elever og lærere i madkundskabsfaget kan nu nyde godt af opdaterede arbejdsforhold med fokus på affaldshåndtering og bedre rumindretning.
Moderne faciliteter og bedre arbejdsmiljø
Flere af de gamle skolekøkkener var præget af trange forhold og uoverskuelige indretninger, men nu fremstår de lyse, rummelige og funktionelle. Nye kogeøer, overflader i rustfrit stål og plads til fællesspisning i både små grupper og større fællesskaber skal sikre en mere inspirerende undervisning. Derudover er der implementeret effektive systemer til affaldssortering, så eleverne nemt og korrekt kan skille sig af med madaffald, plast og papir.
Tidssvarende undervisning i madkundskab
De fire skolekøkkener var alle mindst 10 år gamle, og en opgradering var derfor tiltrængt. Skolechef Ole Møller Laursen understreger vigtigheden af at have tidssvarende rammer for undervisningen.
Både vores måde at undervise på, vores forhold til mad, måltider og arbejdsmiljø har ændret sig på 10 år. Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde moderne faciliteter til madkundskabsfaget på de fire skoler, siger han.
Flere forbedringer på vej
Kommunalbestyrelsen har i de senere år haft fokus på en generel opdatering af faglokalerne i Hvidovres folkeskoler. I 2025 forventes det, at flere forbedringer vil stå klar, herunder et nyt naturfagslokale på Avedøre Skole, opgraderede badefaciliteter på flere skoler samt et nyt musiklokale på Dansborgskolen.
Med de nye tiltag håber kommunen at skabe endnu bedre rammer for læring og trivsel for eleverne i Hvidovres skoler.
red