Det siger politikere bag aftale om stormflodsprojekt

Det siger politikere bag aftale om stormflodsprojekt

Der skal være helt og holdent styr på miljøet

NYHEDER: Hvidovre Avis har spurgt gruppeformændene for de lister og partier, der står bag visionen for Hvidovre Kommunes landvindings- og stormflodsprojekt. I denne uge svare Hvidovrelistens gruppeformand Kristina Young. I næste uge svarer Danmarksdemokraterne.

Hvorfor er det vigtigt for Hvidovrelisten at støtte planerne om landvinding?

– Stormflod er desværre en reel trussel. Den vil ramme ikke bare et stor antal borgere i Hvidovre, den vil også ramme vores hovedstad, kritisk infrastruktur og centrale institutioner, så vi alle bliver påvirket. Det er derfor helt afgørende, at vi får opstartet arbejdet med at stormflodssikre, siger Kristina Young.

Har I forbehold for projektet?

– Ja, der skal være helt og holdent styr på sikring af miljøet, og på at en landvinding netop skal give noget tilbage af den tabte natur - både under og over havoverfladen. Vores vision står i skarp kontrast til det hav af skræmmebilleder, der for tiden bliver malet op af dem, der tilsyneladende ikke ønsker at sætte sig ind i præmisserne for visionen. Forleden så jeg f.eks. et dystopisk AI-genereret billede af en kyststrækning med mørke, osende fabrikker og et menneske, der svømmede i noget, der lignede en stor oliepøl. Det er jo absurd useriøst. Lige så useriøst er det, at kalde os for ”sorte“, siger Kristina Young.

Hvad tænker I om miljøpåvirkningen af et sådan landvindingsprojekt?

– Miljøpåvirkningen skal naturligvis afdækkes grundigt, og den endelige beslutning skal træffes på et oplyst grundlag. Det er helt i orden at være bekymret for miljøet, det er vi også. Men når bekymringen hos nogle baserer sig på opdigtede scenarier, og så i øvrigt veksles til deciderede løgnehistorier, så kan man jo ikke undgå at tænke, at vi nærmer os amerikanske tilstande. Det er virkelig en skam og næppe til gavn for politikeres troværdighed, siger Kristina Young.

Synes I borgere i Hvidovre og nabokommunernes borgmestre er blevet inddraget tilstrækkeligt i den nye plan?

– Som jeg er orienteret er nabokommunerne kontaktet. Men de har jo indlysende en dagsorden, der gør det svært for dem at lytte til, hvordan vores vision ikke bare skal være stormflodssikring, men at det skal gøres på en måde, der tilgodeser miljøet. Der har for nyligt været borgermøde om stormflods-udfordringen. Dem der deltog i det møde ved, at der skal handles, hvis vi vil være klar til udfordringerne. De ved også, at løsningerne desværre ikke er gratis. Vi har i øvrigt ingen interesse i at skjule noget for borgerne, vi er også på miljøets side og vi er selv borgere i Hvidovre, slutter Kristina Young.

red
menu
menu