LÆSERDEBAT: Tak til Peter Nielsen for at rejse debatten om den kollektive trafik i Hvidovre. Jeg er helt enig i det grundlæggende: Vi skal have bedre muligheder for at komme rundt – både til og fra Hvidovre og videre ud i hovedstadsområdet. Og vi skal selvfølgelig bruge kommunens penge med omtanke.
Derfor kan det måske være på sin plads at forklare, hvad det egentlig er, vi undersøger med letbanen.
I 2021 blev mulighederne for en letbane mellem Glostrup Station og Avedøre Holme undersøgt. I 2025 blev screeningen opdateret, fordi både priser, anlægsomkostninger og forventningerne til passagergrundlaget havde ændret sig. Konklusionen var, at forudsætningerne for den strækning var blevet væsentligt dårligere.
Nu undersøger vi en anden mulig strækning: fra Glostrup Station til Hvidovre Hospital. Det gør vi, fordi Hvidovre Hospital er en af kommunens største arbejdspladser og besøgsdestinationer og derfor har et betydeligt passagergrundlag.
Det er altså ikke den samme undersøgelse om igen. Først har vi undersøgt én mulig linje og fået ny viden om den. Nu undersøger vi en anden. Det giver os et bedre grundlag for at vurdere, hvilke løsninger der giver mening.
Og nej – det betyder bestemt ikke, at vi har droppet ønsket om metro til Hvidovre. Tværtimod.
Vi har i flere år arbejdet målrettet for at få en metroforbindelse til Hvidovre Hospital på dagsordenen. Derfor var det også et vigtigt resultat, da Københavns Kommune i 2025 besluttede, at strækningen skal indgå i en kommende screeningsanalyse. Det er et vigtigt skridt på vejen, og vi fortsætter selvfølgelig arbejdet.
En metro vil kunne give hurtigere og bedre adgang til Hvidovre Hospital for patienter, pårørende og medarbejdere fra hele hovedstadsområdet. Samtidig kan den være med til at flytte mange bilister over i den kollektive trafik og dermed mindske trængsel og belastning på vejene.
Men metro og letbane er ikke nødvendigvis et enten-eller. De to projekter undersøges ud fra forskellige forudsætninger og tidshorisonter, og lige nu giver det god mening at holde flere muligheder åbne.
Og vi venter ikke bare på de store projekter, men forbedrer også den kollektive trafik her og nu. På buslinje 22 har vi fx sammen med Region Hovedstaden og de øvrige kommuner fordoblet antallet af afgange, og det har på ét år givet 270.000 flere passagerer. Samtidig har vi forbedret fremkommeligheden og stoppestederne på 500S mellem Glostrup og Avedøre Holme.
For mig handler det ikke om at undersøge for undersøgelsens skyld. Det handler om at få et ordentligt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger – og samtidig forbedre den kollektive transport, hvor vi kan.
Så jeg er helt enig i, at vi skal handle. Men nogle gange er det første skridt i handling faktisk at undersøge tingene ordentligt.
Venlig hilsen
Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen