.

Politisk fokus og vilje savnes endnu en gang på plejeboligområdet

ÆLDRE SAGEN med åbent brev til kommunalbestyrelsen:
I budgetaftalen for 2026 opererede kommunen med, at Hvidovre skal have 75 flere plejehjemspladser frem mod 2035. Med et samlet mål om 75 pladser nye plejeboliger.

ÅBENT BREV: Ældre Sagen Hvidovre har ventet spændt på den netop indgåede budgetaftale for 2027-2030, hvor en ekstern rapport fra 2026 viser underfinansiering af plejeboligområdet – altså at de mange tilførte midler gennem de seneste to år ikke er tilstrækkelige til at dække de reelle udgifter på plejebolig-området.

Hvidovre kommune vil derfor i 2027 igangsætte en økonomisk analyse af det samlede ældreområde med henblik på en samlet prioritering indenfor området.

Haft flere år til planlægning

Ældre Sagen er noget forundret over at Hvidovre kommune først nu meddeler dette, hvor kommunen har fået udvidet både servicerammen og anlægsrammen i h.t. aftalen mellem regeringen og KL, og hvor Hvidovre kommune har haft flere år til at planlægge og påbegynde udvidelsen af sin plejebolig-kapacitet.

I budgetaftalen for 2026 opererede kommunen med, at Hvidovre skal have 75 flere plejehjemspladser frem mod 2035. Med et samlet mål om 75 pladser nye plejeboliger vil der iflg. budgetaftalen for 2027-2030 være et grundlag for et friplejehjem i forbindelse med den kommende byudvikling.

En udbygning af den nuværende kapacitet vil iflg. budgetaftale 2027-2030 afhænge af de konkrete projekter, men de anslås at kunne give op mod 45 pladser.

Ældre Sagen vurderer imidlertid, at der er behov for at etablere 84 ekstra plejeboliger i Hvidovre inden 2030 for at kunne følge med det stigende antal svækkede ældre i Hvidovre. Antallet af danskere over 80 år stiger markant, samtidig med at dækningsgraden falder markant, fordi der ikke bygges nok plejeboliger i Danmark. Ældre Sagen har konstateret, at det i mange kommuner er blevet markant sværere for fysisk og kognitivt svækkede ældre at blive godkendt (visiteret) til en plads, simpelthen fordi kommunerne mangler plejeboliger.

Ældre Sagens plejeboligprognose tager udgangspunkt i dækningsgraden for 80+ årige i 2024, altså året før ældrereformen trådte i kraft. I 2024 var der 396 plejeboliger til 2.571 80+ årige i Hvidovre, hvilket svarer til en dækningsgrad på 15,4 pct. Ældre Sagen mener, at der i 2030 vil være behov for en tilsvarende dækningsgrad for 80+ årige som i 2024. Iflg. befolkningsfremskrivningen i 2023 vil der i Hvidovre være 3.118 80+ årige i 2030 – og der vil med en dækningsgrad på 15,4 pct. skulle være 480 plejeboliger, hvilket er 84 ekstra plejeboliger, idet der p.t. er 396 plejeboliger i Hvidovre.

Det er her vigtigt at bemærke, at den såkaldt sunde aldring ikke kan begrunde den manglende tilpasning af pladskapaciteten. Sund aldring kan udskyde det tidspunkt, hvor man som ældre får brug for en plejehjemsplads; men der er ikke dokumentation for, at færre ældre totalt set får brug for en plejehjemsplads, ej heller at de får brug for den i kortere tid pga. sund aldring.

Ældre Sagen Hvidovre finder det ønskeligt at Hvidovre kommune endnu engang gennemgår sit anlægsbudget, for at prioritere udvidelsen af plejeboligkapaciteten med mindst 84 plejeboliger inden 2030.

Dyb bekymring

Ældre Sagen ser med bekymring på, at Hvidovre kommune ikke ønsker at udnytte den mulighed, som ældrereformen har givet for at etablere et lokalplejehjem, når man i Hvidovre kommune ønsker et fri sat plejehjem, men ytrer ønske om at etablere et friplejehjem. Et friplejehjem er jo ikke underlagt kommunen via en traditionel driftsoverenskomst, og kan i princippet afvise ansøgere, hvis det vurderer, at det ikke kan tilbyde den rette pleje til de pågældende borgeres særlige behov. Desuden kan friplejehjemmet vælge at modtage borgere fra andre kommuner end Hvidovre. Begge dele kan medvirke til at mindske plejebolig-kapaciteten i Hvidovre.

Ældre Sagen Hvidovre ser frem til en konstruktiv dialog, hvor denne alvorlige sag får en høj prioritering.

På bestyrelsens vegne
Vivian Ersgaard Markussen, Formand. Elin Palm og
Sejer B. Pedersen,
bestyrelsesmedlem

Del med: