OPRÅB: Mit hjerte er revet i tusind stykker.
Min søn er 23 år. Han er uddannet murer, har tidligere haft et arbejde, han var rigtig glad for, en sød kæreste, en bolig, familie og venner omkring sig. Han har altid været vellidt og haft et godt liv.
Men for omkring et til halvandet år siden begyndte noget at gå galt. I sommers fandt for alvor ud af, at han havde udviklet et alvorligt kokainmisbrug.
Siden er det gået stærkt.
Han mistede sit arbejde og har oparbejdet en stor gæld. På kort tid voksede gælden med over 100.000 kroner. Han har trukket sig fra sine venner, fodbold og næsten hele sit tidligere liv.
I dag ligger han på et værelse hos mig. Han sover det meste af dagen. Han fortæller om voldsomt tankemylder, skyld og skam. Han er ofte meget trist og til tider vred. Han har svært ved selv de mest almindelige ting og kan knap nok overskue at komme i bad.
Vi er bange
Da jeg som mor opdagede, hvad der foregik, søgte jeg hjælp hos Værket, fordi jeg intet vidste om, hvordan man hjælper sit barn ud af et misbrug.
Min søn, hans kæreste og jeg begyndte alle på Værket med hver vores konsulent. Vi ønskede alle det samme: at min søn skulle ud af sit misbrug.
Men som pårørende oplevede jeg, at jeg ikke fik de oplysninger, jeg havde brug for om min søns situation eller om mulighederne for behandling. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg ikke skulle kontrollere ham, men i stedet give slip.
Det var svært at høre, når jeg samtidig kunne se, at han mistede kontrollen over sit liv.
Hans kæreste oplevede også, at hendes forsøg på at finde ud af, hvor han var, og om han eksempelvis kørte bil, blev opfattet som krænkende over for ham.
Vi stod tilbage med følelsen af, at vi skulle træde tilbage, samtidig med at vi kunne se ham få det værre.
Det værste er måske, at min søn faktisk gerne vil have hjælp.
I løbet af sommeren blev hans tilstand markant dårligere. Han trak sig fra næsten alle mennesker omkring sig.
Han deltog i et møde med Værket sammen med sin bror og svigerinde og sagde tydeligt, at han gerne ville i behandling.
Efter to lange ugers venten fik han afslag på behandling. Begrundelsen var blandt andet, at Værket vurderede, at han ikke ville det nok, og at han ikke havde mødt tilstrækkeligt op.
Men jeg spørger som mor:
Hvordan skal et menneske, der er så langt nede, kunne møde stabilt op, når han knap nok kan komme ud af sengen?
Hvordan kan manglende fremmøde blive et argument imod behandling, når det netop kan være en konsekvens af det alvorlige misbrug og den psykiske tilstand, han befinder sig i?
Min anden søn, som er jurist, fandt efterfølgende frem til, at kommunen har pligt til at tilbyde behandling inden for de gældende frister. Det var information, som hverken min søn, hans kæreste eller jeg havde fået. Det blev der dog undskyldt for.
Men hvorfor skal en familie selv finde frem til sine rettigheder, når man står midt i en misbrugskrise?
Jeg skriver ikke dette for at hænge enkeltpersoner ud. Jeg skriver, fordi jeg er desperat efter svar.
Min søn har stadig meget at kæmpe for. Han har en ren straffeattest, en uddannelse, en kæreste, familie og mennesker omkring sig, som vil hjælpe ham. Men lige nu risikerer han at miste arbejde, bolig, forhold og sin fremtid.
Til sidst har jeg som mor taget et forbrugslån på 100.000 kroner for selv at sende ham i behandling. Jeg er pædagogmedhjælper og kommer til at betale lånet langt ind i min pensionsalder.
Men hvad gør man, når ens barn beder om hjælp, og man ikke kan få systemet til at hjælpe ham? Hvor skal unge mennesker gå hen, når de gerne vil ud af deres misbrug, men ikke får den behandling, de har brug for?
Hvordan hjælper vi mennesker, der er så syge, at de ikke selv kan navigere i systemet?
Og måske vigtigst: Skal man virkelig være stærk nok til at møde op og bevise, at man vil have hjælp, før man kan få hjælp?
Jeg ønsker ikke særbehandling for min søn. Jeg ønsker bare, at han får en reel chance for at komme ud af sit misbrug, mens der stadig er noget at redde. For mig er spørgsmålet ikke længere kun, hvad der er galt med min søn.
Det er også: Hvad er der galt med et system, hvor et ungt menneske kan række hånden ud efter hjælp – og alligevel blive afvist?
En meget fortvivlet mor
Redaktionen er bekendt med identiteten på de personer, der omtales i indlægget
