KOMMENTAR: Den fortvivlede mors opråb i denne uges avis handler om én familie. Men det rejser samtidig nogle langt større spørgsmål om rusmiddelbehandlingen i Hvidovre.
Værket er et forholdsvis nyt tilbud, og ambitionerne er store. Rusmiddelcentret skal udvides, flere borgere skal kunne behandles lokalt, og tilbuddet skal på sigt rumme både flere behandlingsformer og målgrupper.
I sidste uges avis understregede socialudvalgsformand Pia Mols, at hjælpen er tilgængelig i kommunen fra dag ét, og at ingen skal stå alene med et misbrug. Det er et vigtigt budskab. Men denne aktuelle sag rejser samtidig spørgsmålet om, hvor let hjælpen er at nå for dem, der har allersværest ved selv at opsøge og fastholde den.
For mennesker med et alvorligt misbrug kan netop manglende overskud, ustabilitet og vanskeligheder ved at møde op være en del af problemet. Derfor er det relevant at spørge, hvordan behandlingstilbuddet også kan rumme mennesker, som ikke nødvendigvis passer ind i et stabilt og forudsigeligt forløb fra første dag.
Debatten bør ikke handle om at placere skyld hos enkelte medarbejdere, men om rammerne omkring Værket. Er tilbuddet tilgængeligt nok for mennesker i forskellige stadier af et misbrug? Og formår indsatsen at gribe dem, der har allersværest ved selv at navigere i systemet?
Når Hvidovre nu investerer i at udbygge sin rusmiddelindsats, bør det derfor ikke kun handle om flere tilbud og bedre fysiske rammer. Det er mindst lige så vigtigt at se på, om indsatsen som helhed fungerer efter hensigten – og om den matcher de behov, der er blandt kommunens borgere.
