LÆSERDEBAT: Vi skal kunne passe både børn og ældre i Hvidovre. Det er jeg enig med Adelborg og Durhuus i. Og Pia Mols har ret i, at vi skal interessere os mere for, hvilken hjælp borgerne faktisk får for pengene.
Debatten mangler dog en afgørende sammenhæng. Store generationer får større plejebehov, samtidig med at mindre generationer skal bemande vores velfærd. Det kræver, at vi indretter hjælpen anderledes, forebygger mere og tør sige, at alle, der kan bidrage, også bør gøre det. En undersøgelse fra VIVE viser samtidig, at familierne allerede hjælper mere end tidligere. Deres indsats skal anerkendes, når vi taler om, hvad vi kan forvente af hinanden.
Det demografiske pres er en væsentlig baggrund for sundhedsreformen. Fra 1.1.2027 får regionerne ansvaret for akutsygepleje, patientrettet forebyggelse og en stor del af de midlertidige pladser. Hospital, egen læge og sundhedstilbud tæt på hjemmet skal hænge bedre sammen. Begyndende sygdom skal opdages tidligere, og overgangen fra hospitalet skal blive tryggere. Færre genindlæggelser kan spare borgerne for belastende forløb og frigøre medarbejdertid.
Det er glædeligt, at flere lever længere. Mange over 80 klarer sig selv og bidrager til familie og foreningsliv. Men flere meget gamle mennesker øger det samlede hjælpebehov.
Samtidig går erfarne medarbejdere på pension. Den udfordring skal vi planlægge efter gennem de næste to årtier. Kommunen beholder store pleje- og omsorgsopgaver. Vi skal rekruttere og fastholde medarbejdere, forbedre arbejdsmiljøet og give plads til fagligheden. Derfor støtter jeg Mols’ ønske om at styrke hjemmeplejen. Mols beskriver pårørendes oplevelser af manglende hjælp og omfattende opfølgning. Hun peger på, at en leder kan have ansvar for omkring 50 medarbejdere. Det understreger behovet for at sikre ledere tid til faglig sparring, personaleledelse og opfølgning på fejl. Vi politikere skal skabe rammerne for, at ledere og medarbejdere kan lykkes. Når Mols fremhæver, at pårørende skal have overskud til at være pårørende, vil jeg dog lægge vægten anderledes. Jeg mener, at vi godt kan forvente, at mennesker hjælper deres nærmeste, når de har mulighed for det. At være pårørende indebærer også omsorg, praktisk hjælp og ansvar for hinanden. Tilliden mellem pårørende og personale er essentiel. Jeg er enig i, at familien skal kunne stole på, at aftalt hjemmepleje bliver leveret. Kommunen har ansvaret for kvaliteten. Men vi bør samtidig tale åbent om familiens bidrag til eksempelvis indkøb, ledsagelse og kontakt med myndigheder. Hvis alle opgaver forventes løst af ansatte, uanset familiens muligheder, bliver det svært at sikre tilstrækkelig hjælp til dem med de største behov.
Familien har også et ansvar
Forventningerne skal selvfølgelig tage højde for arbejde, helbred, afstand og øvrige forpligtelser. Og dem, med svagt netværk, skal kunne regne med ordentlig hjælp. Mit udgangspunkt er, at vi bidrager efter evne og modtager hjælp efter behov.
VIVE har undersøgt voksne børns hjælp til forældre og svigerforældre fra 1997 til 2022. Blandt de undersøgte 52–67-årige steg andelen, der havde hjulpet med mindst én opgave den seneste måned, fra 27,9 til 34,8 procent, fx indkøb, rengøring, havearbejde, myndighedskontakt og transport til lægen.
Stigningen skyldes bl.a., at flere har levende forældre/svigerforældre, og at flere blandt dem hjælper. Mange passer altså allerede arbejde, hjælper gamle forældre og bidrager til børn og børnebørns hverdag. Det skal kommunen understøtte gennem tydelige kontaktveje og et godt samarbejde med pårørende og frivillige.
Forskerne fremhæver samtidig betydningen af, at det offentlige tager de mest krævende plejeopgaver. Det gør familiens hjælp lettere at forene med arbejde og andre forpligtelser. Studiet viser også behovet for at følge belastningen, når arbejdslivet forlænges, og forældrene bliver ældre. Min opfordring til at hjælpe skal derfor følges af respekt for dem, der allerede løfter meget.
Ældreplejens resultater skal ses i sammenhæng
Vi skal også hjælpe ældre med at bevare deres egne færdigheder. Hvis træning kan gøre det muligt selv at tage tøj på igen, skal man have muligheden. Hjælpemidler skal fungere i hverdagen. Selvstændighed har værdi for den enkelte og for vores fælles mulighed for at hjælpe.
Jeg er glad for at Adelborg og Durhuus anerkender undersøgelsens forbehold men jeg kunne ønske at nuancerne fulgte med på deres sociale medier. Hvis alene Hvidovres dårlige placering fremhæves, får borgerne et mere entydigt billede, end tallene berettiger til.
Hvidovre er rykket fra 76. til 91. på NB-Ældres rangliste. Hovedforklaringen er udskiftningen af én indikator. Antal medarbejdere pr. leder, hvor Hvidovre lå nummer 5, er udgået. I stedet indgår tilfredshed med hjemmehjælpen, hvor vi ligger nummer 96. Den indikator har fået størst vægt. På de 17 indikatorer, der indgår begge år, går Hvidovre fra nummer 84 til 85. Faldet på 15 pladser dokumenterer derfor ikke en generel forringelse af ældreplejen.
Lav tilfredshed kræver handling. 64,2 procent var tilfredse mod 76,9 procent i gennemsnit på tværs af kommunerne. Hvidovre ligger også lavt på sygefravær. Omvendt klarer vi os bedre på plejeboligkapacitet og genindlæggelser blandt plejehjemsbeboere.
Tilfredshed afspejler borgernes oplevelser, forventninger og tillid. Derfor har politikere ansvar for deres ord. Langvarig negativ omtale kan tænkes at påvirke forventningerne og gøre fortællingen selvforstærkende. Borgernes erfaringer skal tages alvorligt, og resultaterne skal gengives præcist.
Kommunens nyere tal er positive og viser faldende vikarforbrug og sygefravær samt 33 flere sosu-fuldtidsstillinger (aug.2025-aug.2026). Vi skal følge, om det giver mere stabil hjælp. Samtidig skal vi arbejde med forebyggelige sygehusophold og boliger, hvor flere kan bevare selvstændighed og fællesskab.
Jeg støtter styrkelse af hjemmeplejen og tydeligere forventninger til vores fælles ansvar. Kommunen skal levere den aftalte hjælp, og vi skal hver især bidrage, når vi kan. Begge dele bliver nødvendige, hvis vi skal sikre ordentlig omsorg gennem de kommende årtier.
Brian Køster, Kommunalbestyrelsesmedlem,
Radikale Venstre