.

Sammen om BEREDSKAB…

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
Niels Erik Madsen
Niels Erik Madsen

KOMMMTAR: Ti danskere. Fem lejligheder. Strømmen forsvinder efter få timer – lys, vand, internet, køleskab, komfur. Først tre døgn senere tændes lyset igen.

Sådan lyder DR’s nye realityprogram ”Når alt slukker”, der har premiere næste onsdag. Underholdning, klart. Men også et ubehageligt spejl. For deltagerne er ikke eksotiske vildmarksvovehalse – de er os. Og ærligt: De fleste af os ville klare det lige så dårligt. Tre døgn uden strøm? De fleste er ikke engang klar i tre timer.

Myndighederne har i årevis formanet os om at kunne klare os selv i tre døgn. Det er blevet til en brochure og en tommelfingerregel – ikke til en tjekliste, vand på lager eller en kop kaffe med naboen. Beredskab er i praksis outsouret til ”dem, der sørger for det”.

Derfor er tirsdag den 20. oktober på Avedøre Bibliotek og Kulturhus mere end en hyggelig dag med talks, brassband og smagsprøver på beredskabsmad. “Sammen om Beredskab” tager det tomme mantra og gør det til noget konkret. Gratis, for hele familien – ingen undskyldning.

For sandheden er, at kriser ikke venter, til vi er klar. Og de afslører altid det samme: Fællesskabet er vores stærkeste ressource. Naboen ved siden af er mere værd end det bedste nødforråd – men kun hvis vi kender navnet, før strømmen går.

Vi kan ikke forhindre den næste krise. Men vi kan beslutte, om vi står rådvilde eller klar.

Del med: