.

DET ER VÆRDIFULDE INPUT

Tak for en grundig evaluering af Den Nye Hjertesti, skriver centerchef CHRISTEL DAMGAARD
Christel Damgaard

LÆSERDEBAT: Tak til Helle Kilde for en grundig og konkret evaluering af Den Nye Hjertesti. Det er netop den slags input, vi håbede at få, da vi for nylig inviterede borgere og brugere til at være med til at evaluere de nye ruter ved en workshop.

Den Nye Hjertesti er en del af projektet ”Seniorvenlig By – god for alle generationer”, hvor vi afprøver forskellige løsninger i Hvidovres byrum for at undersøge, hvad der kan gøre byen mere seniorvenlig – og samtidig bedre for alle generationer.

Den Nye Hjertesti er ét af disse forsøg. Her har vi udvidet den eksisterende hjertesti med fire nye ruter for at undersøge, om det giver mening at have flere hjertestier i Hvidovre, og om de på sigt skal gøres permanente. Ruterne er forskellige i længde og sværhedsgrad. Den grønne og den gule rute er kortere og mere overskuelige, mens den røde og den blå er længere og giver mulighed for lidt mere fysisk udfordring. Der er dermed forskellige muligheder for at vælge en rute, der passer til ens ønsker og behov.

Flere brugere har været med til at udforme og afprøve ruterne, blandt andre Rollatorbanden. Erfaringer fra dem, der bruger dem i praksis, er værdifulde for os at få.

Helles bemærkninger om blandt andet manglende markeringer, slidte hjertesymboler og steder, hvor det kan være svært at komme frem, er derfor værdifulde input. De malede hjerter har været en del af forsøget på at gøre ruterne synlige i byrummet og undersøge, om markeringerne kan få flere til at bruge ruterne og bevæge sig sammen. De er ikke tænkt som en permanent løsning, og vi ved godt, at de allerede er slidte flere steder.

Også ved workshoppen den 28. september kom der konkrete erfaringer med ruterne frem. Her viste der sig samtidig stor interesse for idéen, og flere deltagere gav udtryk for, at de gerne ser de nye ruter bevaret og måske også udbredt til andre dele af Hvidovre.

Det er samtidig vigtigt, at alle har mulighed for at færdes rundt i hele byen. Hvis man oplever konkrete problemer som knækkede fortovsfliser eller hække, der spærrer for fremkommeligheden, kan man altid kontakte kommunen via ’Giv et praj’ og gøre opmærksom på det konkrete sted. Vi vil i kommunen også selv se på, om der er steder på ruterne, vi kan udbedre snarest.

Om de nye ruter skal gøres permanente, er endnu ikke besluttet. De mange input skal nu samles og bearbejdes, hvorefter der skal tages stilling til, om og hvordan ruterne eventuelt skal videreføres. Det kan for eksempel være med permanent markering af ruterne, flere bænke og eventuelt et digitalt kort.

Helles evaluering er derfor et velkomment input til det videre arbejde med at gøre Hvidovre til en by, hvor flere har gode muligheder for at bevæge sig rundt og være en del af bylivet.

Venlig hilsen
Christel Damgaard,
Centerchef for Sundhed- og Ældre i Hvidovre Kommune

Del med: