NYHEDER: Ældreudvalget behandlede sidste mandag den udsatte sag om § 18-midlerne og valget til Hvidovre Frivillighedsråd. Og udfaldet blev klart: Stort set alle forslagene fra administrationen blev afvist.
Som omtalt i sidste uges avis, foreslog administrationen blandt andet, at der fra 2027 kun skal være én årlig ansøgningsrunde i stedet for to – og at Frivillighedsrådet skal sikre en mere repræsentativ fordeling af midlerne, så flere foreninger får en ligeligere andel. Begge dele nedstemte udvalget.
Et af Frivillighedsrådets argumenter mod en årlig ansøgningsrunde, var bl.a. at hvis en ny forening søgte i marts, først ville få pengene et år senere, og det er der ingen foreninger der kan planlægge aktiviteter og lignende ud fra…
Heller ikke de oprindelige forslag fra august – nye kriterier for uddeling af § 18-midler, en ny proces for valget til Frivillighedsrådet og en politisk repræsentant til rådets indstillingsmøde i november – blev godkendt. Altsammen blev afvist ved mandagens møde.
Fælles fodslag på dialogmøde
Det eneste, der blev vedtaget, er et fælles dialogmøde mellem Ældreudvalget og Frivillighedsrådet. Men mødet udskyder samtidig de store beslutninger: Udvalget ønsker først et dialogmøde i starten af første kvartal 2027 – med både det nuværende Frivillighedsråd og det nye råd for perioden 2027-2030 – og på det møde skal kriterierne for § 18-midlerne revideres.
Det betyder i praksis, at de hidtidige regler fortsætter: To ansøgningsrunder om året, og det nuværende Frivillighedsråd, som i praksis skærer ned i omkring 75 procent af de ansøgte beløb, bliver siddende, indtil det nye råd er valgt i efteråret.
red