.
ANNONCE

Vil politikerne tage magten tilbage?

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
Niels Erik Madsen

KOMMENTAR: Et enigt Kultur- og fritidsudvalg har nu to gange tilbagesendt en negativ indstilling fra kommunens egen kulturforvaltning. På sit næste møde i august ønsker det politiske udvalg selv at mødes med Risbjerggaard Gruppen, for at forstå de frivilliges ønske om at blive godkendt efter Folkeoplysningsloven – og som andre foreninger og aftenskoler – bl.a. at få stillet lokaler til rådighed uden betaling.

Ifølge reglerne skal man betale lokale- og udstyrsleje på Risbjerggaard, hvis der er tale om kommercielle arrangementer. Det er selvsagt fair nok.

Hvis forvaltningen og de kommunalt ansatte (RIGA) vil have eneret på at køre musikarrangementerne på Risbjerggaard, så kan man tilsyneladende bruge den selvsamme model som i 2023, hvor det lykkedes at få nedlagt Musikrådet og Hvidovre Kulturråd, med en urigtig påstand om ”at der ikke længere var frivillige nok det lokale foreningsliv”. Den hoppede politikerne på, og det resulterede i, at de tilhørende store bevillinger derefter overførtes til en ”Spillestedsadministration”, styret af forvaltningen selv på Risbjerggaard.

 Herefter har forvaltningen, med sine to indstillinger til det politiske udvalg i 2026 forsøgt at stemple alternative arrangører som Risbjerggaard Gruppen som ”kommercielle” – selv om det ikke passer. Ofte accepterer travle politikere indstillinger fra embedsmændene på grund af deres saglighed og faglighed. Men i den aktuelle sag har et enigt nyvalgt kulturudvalg – med en ny formand – sat foden ned, og tilsyneladende prøvet at tage magten tilbage til politikerne.

I stedet for at lede efter forhindringer for Risbjerggaard Gruppens ansøgning bør kommunens jurister hellere undersøge om denne form for konkurrenceforvridning kan give RIGA et faktisk monopol i forhold til foreningslivet og de helt lokale kulturaktører, som Kulturhus Risbjerggaard var tiltænkt. RIGA får lokaler, personalelønninger og udstyr frit stillet til rådighed fra kommunen/Kultur- og fritidsudvalget.

Om denne særprægede driftsmodel kan man stilfærdigt stille spørgsmålet:  Må vi se de separate regnskaber for RIGA og Kulturhus Risbjerggaard som er godkendt af kommunalbestyrelsen? nem

Del med:
© 2026 LokaMedia