KOMMENTAR: Der kommer stadig rigtig mange henvendelser til redaktionen fra beboere i Bredalsparken, der er chokerede og ulykkelige over de store efterregninger på varme de har modtaget fra det fusionerede boligselskab DAB/Lejerbo.
Ud over eksempler på efterbetalingskrav i størrelsesordenen mellem 10.000 og 20.000 kr., beretter beboerne om utroligt mange groteske forhold omkring varmemålingen og afregningen.
De vil naturligvis gerne have svar på en række spørgsmål, men hidtil har DAB/Lejerbo indskrænket sig til at udsende info-brev til beboerne, der kun sparsomt giver svar på et par detailspørgsmål, men slet ikke forklarer de uforudsigelige målinger og varmeregningernes himmelflugt.
En ting får beboerne dog kastet i hovedet med flammeskrift – nemlig en lakonisk opfordring til alle der har betalingsproblemer – citat: ”Kontakt kundeservice for at aftale afdragsordninger”.
Hvis man virkelig mener noget med det almennyttige og beboerdemokratiet, burde afdelingsbestyrelserne i Bredalsparken nok tage initiativ til at få klarhed over de problemfyldte målinger og uforudsigelige varmeregninger. Bestyrelsen har tidligere kunnet fylde Kometen til beboerarrangementer. Så mon ikke et sådant var opportunt lige nu, og gerne med boligselskabets medvirken?