Basketball: I weekenden holdt Hvidovre Basket fest for klubbens All Star Junior-hold for unge med særlige behov, i anledning af holdets 10-års jubilæum. Det har været 10 år med et helt unikt fællesskab og glæde ved sporten. En af klubbens spillere, Siiri, har endda været med helt fra starten for 10 år siden og hun blev hædret med en pokal.
Festen blev holdt i Holmegårdshallen, hvor man, til anledningen, havde lejet hoppeborge, bestilt kage og en pølsevogn. Glæde og entusiasme var to af de følelser, som man for alvor mærkede til festen, hvor hoppeborge og konkurrencer blev flittigt benyttet.
Hvidovre Baskets hold for voksne, All Star Senior, har fem år på bagen og deltog i festen sammen med familie, samarbejdspartnere, nuværende og tidligere trænere, bestyrelsesmedlemmer og Kenneth Bak, næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune.
Da junior-holdet blev startet for 10 år siden var der kun et andet lignende hold i Danmark. I dag er der ni, så det er en klar indikation på hvilken glæde sporten giver til de unge spillere.
To af trænerne, som var med til at starte holdet for 10 år siden, Henrik ’PP’ Rasmussen og Camilla ’Mille’ Rasmussen står stadig i spidsen for holdet i dag sammen med en gruppe af dedikerede frivillige trænere.
Ydermere har All Stars Senior for nyligt deltaget i Special Olympics i Roskilde. Basketball er ganske vist ikke en af de sportsgrene, som indgår i Special Olympics, men var i år med som prøvesport.
Spillere havde en fantastisk oplevelse i selskab med ca. 1.200 andre sportsudøvere med specielle behov.