.

Historisk HIF-sejr i Vejle efter 44 års ventetid

HIF topper rækken
Emanuel Aby og Louka Prip i aktion i Vejle.

Fodbold: Det blev en historisk aften, da HIF vandt i Vejle for første gang i 44 år og samtidig for første gang nogensinde sikrede sig førstepladsen ved uddelingen af tv-penge.

Det lå ikke ligefrem i kortene, at HIF skulle hente en sejr i Vejle. Som Superliga-nedrykker, ligaens økonomisk stærkeste hold og med hjemmebanefordelen i ryggen kunne Vejle ikke komme uden om favoritværdigheden.

Men HIF kom buldrende ud fra kampens start og fik lagt et godt pres på Vejle i de første 20 minutter, hvor HIF havde flere muligheder for at komme foran. Allerede efter 40 sekunder sparkede Andreas Smed bolden i sidenettet.

I den sidste del af halvlegen skiftede overtaget dog til Vejle, der nu fik presset HIF helt i bund, og det lugtede mere og mere af en Vejle-scoring.

Efter 37 minutter kom kampens første mål, da HIF ikke fik afvist et Vejle-angreb, og bolden endte hos Mikkel Duelund, der fra en spids vinkel fik sparket bolden ind bag en ellers velspillende Filip Djukic.

HIF var dog tæt på at svare hurtigt igen, da Donavan Bagou fra kanten af feltet sparkede bolden tæt forbi stolpen.
Flere scoringer kom der ikke i første halvleg, og dermed var det Vejle, der kunne gå mest tilfredse til pausen.

Vendte kampen på fem minutter

Men da dommeren fløjtede anden halvleg i gang, var det et HIF-mandskab, der kom ud med ild i øjnene.

Efter blot to minutter brød Louka Prip igennem i højre side og sendte et perfekt indadskruet indlæg ind i hovedet på Oliver Kjærgaard, der dukkede op mellem to Vejle-spillere og stangede udligningen i kassen til 1-1.

Få minutter senere spillede HIF hjemmeholdets defensiv tynd, og til sidst var det Kjærgaard, der denne gang fandt Prip på kanten af feltet. Her leverede Prip lækkerier og placerede på fornem vis bolden helt ude ved modsatte stolpe, uden chance for Nicolaj Larsen i Vejle-målet.

På bare fem minutter havde HIF vendt tingene på hovedet.
Resten af kampen bølgede frem og tilbage med masser af chancer i begge ender, hvor især Filip Djukic leverede flere vigtige redninger i slutningen af kampen.

I de sidste minutter blev det ekstra dramatisk, da Abdulaj Njai fik sit andet gule kort, og HIF dermed måtte spille de sidste minutter i undertal.

En udvisning, som klubben fornuftigt nok har tænkt sig at nedlægge protest imod. Det var i hvert fald vanskeligt at se, hvad det gule kort blev givet for.

Trods undertallet fik HIF kæmpet sejren hjem og har dermed skabt et pænt forspring på fem point ned til Vejle på andenpladsen.

sport

Del med: