FODBOLD: HIF var tilbage på hjemmebane for første gang i over en måned, da Hillerød søndag gæstede Pro Ventilation Arena.
HIF havde ikke tabt en ligakamp siden maj, hvor det netop var Hillerød, der blev for stor en mundfuld.
Selvom gæsterne lå i bunden af rækken, havde de vist sig svære at score imod. Hillerød har således blot lukket to mål flere ind end Vejle, og det blev også tydeligt, at HIF skulle arbejde hårdt for at skabe de helt store chancer.
I første halvleg blev det dog til et par chancer til topscorer Donavan Bagou, der efterhånden har haft en mindre målkrise med blot en enkelt scoring i de seneste seks kampe.
En enkelt gang fik han også sendt bolden i nettet, men desværre for HIF blev han vinket for offside.
Efter en halv time var det i stedet den tidligere HIF-angriber Frederik Høgh, der fik en kæmpe mulighed for at bringe Hillerød foran. På et indlæg stod han lidt for fri inde i det lille felt, men fik headet bolden over mål.
Kort efter havde HIF igen bolden i nettet. Oliver Kjærgaard sendte bolden på tværs af feltet fra baglinjen, hvor Andreas Smed kom frem og sparkede en flad afslutning i mål.
Dommeren vurderede dog, at bolden havde været ude over baglinjen, inden Kjærgaard fik sendt sit indlæg afsted, og dermed stod der fortsat 0-0.
Kampen var fortsat en lige affære, hvor HIF dog var det farligste hold. Det lignede længe en målløs første halvleg, men kort før pausen lykkedes det endelig hjemmeholdet at få hul på bylden.
Oliver Jensen blev spillet fri på kanten af feltet, hvor den unge midtbanespiller sendte et knækskud afsted mod det lange hjørne og bragte HIF foran 1-0.
Det var Jensens første scoring i HIF-trøjen, og samtidig er det værd at bemærke, at Oliver Kjærgaard dermed har været involveret i otte scoringer i sæsonens første 11 kampe.
Hillerød pressede på
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor tempoet var lavt, og HIF virkede til at have stor respekt for gæsterne.
Hillerød fik efterhånden arbejdet sig bedre ind i kampen, og i de sidste 20 minutter var det gæsterne, der sad på det meste af spillet og fik presset HIF langt tilbage.
Heldigvis for hjemmeholdet er der masser af rutine i truppen. Spillere som Morten Knudsen og Ayo Okosun blev sendt på banen for at være med til at forsvare den smalle føring.
Det lykkedes, og dermed kunne HIF sikre sig endnu en sejr og fastholde førstepladsen i Betinia Ligaen.
Halvvejs gennem grundspillet er HIF således fortsat ubesejret og har lagt sig solidt i toppen af rækken.
Der venter allerede en ny opgave på fredag, når HIF igen spiller på hjemmebane. Her kommer HB Køge på besøg på Pro Ventilation Arena med kampstart kl. 19.
sport