.

Ønskeskyen ny hovedsponsor i Hvidovre IF Håndbold – hjemmebane skifter navn

Hvidovre IF Håndbold har indgået en ny sponsoraftale med Ønskeskyen, som bliver ny hovedsponsor for hele klubben. Aftalen betyder, at Dansborghallen skifter navn til Ønskeskyen Arena.

Håndbold: Op til den nye håndboldsæson er der kommet nyt tryk på trøjerne i Hvidovre IF. Klubben har indgået en aftale med virksomheden Ønskeskyen, der dermed bliver HIF’s nye hovedsponsor.

Aftalen betyder også, at den velkendte hjemmebane i Dansborghallen på Sollentuna Allé tager navneforandring, så den fremover hedder Ønskeskyen Arena.

”Vi er først og fremmest rigtig glade og stolte over samarbejdet med Ønskeskyen. For os er det en spændende aftale, som blandt andet betyder, at vi kan bruge flere ressourcer på udvikling af vores spillere og trænere og helt grundlæggende styrke det stærke sociale fællesskab, der kendetegner Hvidovre IF,” siger HIF-formand Mette Bonde Eliasson.

Hos Ønskeskyen, der står bag den velkendte ønskelisteapp af samme navn med mere end 3,5 millioner registrerede brugere i Danmark, glæder man sig også over den nye sponsoraftale, der blev indgået i juni og foreløbig løber et år.

“Foreningslivet bygger jo på fællesskab, glæde og stærke relationer, og det er værdier, vi vægter højt hos Ønskeskyen. Derfor er vi stolte af at træde ind som ny hovedsponsor i Hvidovre IF Håndbold, og vi glæder os til at bakke op om klubben, spillerne, trænerne, de frivillige og alle de familier, der hver uge mødes omkring håndbolden. For os handler det om at være med til at skabe gode oplevelser, hvor alle kan føle sig 

velkomne – uanset alder, niveau eller baggrund – og måske også få mulighed for at gøre nogle af deres drømme og ønsker til virkelighed,” siger Morten Bjørn Mortensen, Country Director Denmark i Ønskeskyen.

Hvidovre IF har cirka 730 medlemmer fordelt over mere end 20 hold – lige fra de mindste på U4 til senior og oldboys og oldgirls. Klubbens bedste herrehold spiller i 3. division, mens klubbens bedste damehold  spiller i 2. division.

Del med: