LÆSERDEBAT: Maria Durhuus tegner et alvorligt billede af, at mennesker med et rusmiddelproblem risikerer at stå uden hjælp, mens udvidelsen af Værket bliver forsinket. Hvis det faktisk var situationen, ville kritikken naturligvis være berettiget. Men det dokumenterer indlægget ikke.
Jeg er ikke selv initiativtager til projektet, men et bredt flertal i kommunalbestyrelsen er enige om, at udvidelsen er god og vigtig. Og selv om projektet er forsinket, er det faktisk bragt fremad. Der arbejdes på en konkret udvidelse af den lokale indsats ikke på at afvikle eller nedprioritere den.
En forsinkelse af et byggeprojekt er heller ikke det samme som, at behandlingen sættes på pause. Kommunen har fortsat pligt til at tilbyde behandling, herunder at overholde behandlingsgarantien på 14 dage. Hvis Durhuus har dokumentation for, at borgere i Hvidovre aktuelt afvises, ikke får hjælp rettidigt eller falder mellem tilbuddene, bør den naturligvis lægges frem. Det ville være væsentligt. Men den dokumentation findes ikke i indlægget.
For en tidligere misbrugsordfører og et tidligere folketingsmedlem burde nogle afgørende spørgsmål ellers være indlysende: Hvor mange borgere venter konkret? Er behandlingsgarantien blevet brudt? Er der utilstrækkelig behandlingskapacitet, uhensigtsmæssige fysiske rammer eller begge dele? Hvilken midlertidig løsning foreslås, hvor skal den placeres, hvor hurtigt kan den etableres, hvad koster den, og hvor skal pengene findes? Ingen af disse spørgsmål bliver besvaret. I stedet stilles en række spørgsmål til kommunen, mens afsenderen selv behændigt undgår at tage stilling til løsningerne. Det er naturligvis rigtigt, at et menneskes motivation for behandling kan være kortvarig og skrøbelig.
Netop derfor skal vores tilbud være tilgængelige og fagligt stærke. Men den pointe kan ikke i sig selv afgøre, hvor mange kommunale kvadratmeter, medarbejdere eller behandlingspladser der skal etableres. Det kræver viden om behov, kapacitet, resultater og økonomi.
Sundhedsområdet, såvel som socialområdet, kan bruge næsten ubegrænsede midler, hvis enhver mulig gevinst betragtes isoleret. Men kommunens midler er ikke ubegrænsede. En krone kan kun bruges én gang. Flere penge til én indsats betyder færre penge til f.eks. børn med særlige behov, psykiatri, hjemmepleje, handicapområdet eller andre borgere med behov for hjælp. Derfor er politisk ansvar ikke blot at beskrive, hvor alvorligt et problem er. Det er også at prioritere og forklare, hvad man konkret vil gøre, hvad det koster, og hvad man i givet fald vil vælge fra.
Durhuus efterlyser lokal kapacitet, støtte til pårørende og tættere samarbejde om psykisk mistrivsel, bolig, uddannelse og arbejde. Det er sympatiske målsætninger, som de færreste vil være uenige i. Men hun fortæller ikke, hvilke yderligere indsatser hun konkret ønsker etableret, hvor mange borgere de skal omfatte, eller hvordan de skal finansieres. En “politisk forpligtende overgangsplan” lyder handlekraftig, men uden indhold, finansiering og dokumenteret behov er det først og fremmest endnu en hensigtserklæring. Præcis det, hun selv kritiserer kommunen for. Det svære og det politisk ansvarlige er at anvise en realistisk løsning og fortælle, hvordan den skal finansieres.
Udvidelsen af Værket er forsinket, og det er beklageligt. Men projektet er langt fra opgivet. Det er tværtimod bragt videre med opbakning fra størstedelen af kommunalbestyrelsen. Vi skal samtidig sikre, at borgere, der søger hjælp nu, også får den. Hvis der er konkrete tegn på, at det ikke sker, skal vi reagere. Men alvorlige påstande bør ledsages af dokumentation, og politisk kritik bør ledsages af løsninger.
Ellers risikerer man at skabe det indtryk, at ingen hjælper borgerne frem til 2027, uden at have påvist, at det faktisk er tilfældet.
Venlig hilsen
Brian Køster, Radikale Venstre, Folketingskandidat,
Medlem af kommunalbestyrelsen, Social- og Sundhed og Borgerserviceudvalget
