KOMMENTAR: Det er fire år siden, Risbjerggaard blev genindviet som byens nye kulturhus – et sted, der skulle samle borgerne, skabe liv og understøtte fællesskabet. Med teater, koncertsal og restaurant GAARDEN var forventningerne store. Men i dag, fire år senere, er der stadig borgere, der spørger: Hvorfor holder GAARDEN ikke åbent?
Opstartsfasen er en naturlig del af enhver ny virksomhed, og det er forståeligt, at der skal tid til at ”finde benene”. Lidt over 8 mdr. med begrænsede åbningstider og fokus på private arrangementer og catering til kulturhuset kan måske forklares med, at forpagteren har prioriteret at etablere sig og teste konceptet.
Men hvor lang tid skal der gå, før opstartsfasen er ovre? Og hvornår bliver GAARDEN det åbne, levende sted, som både borgerne og vores byråd forventede?
Tidl. borgmester Helle Adelborg, der har fulgt udviklingen tæt, formulerer det klart: Borgerne – både unge og ældre – savner et sted, hvor man kan spise om aftenen, planlægge et besøg eller bare mødes spontant. Det er svært at forene med visionen om et kulturhus, der skal være et samlingspunkt for hele lokalområdet. At GAARDEN nu har åbent 22 gange i september (eller 17, afhængigt af hvem man spørger) er et skridt i den rigtige retning, men åbningstiderne er stadig begrænsede til midt på dagen og kun tre dage om ugen.
Risbjerggaard er mere end bare en bygning. Det er et symbol på 40 års drømme, workshops og fælles indsats for at skabe et sted, der kan rumme byens liv. En restaurant, der kun åbner i forbindelse med private arrangementer eller i begrænsede tidsrum, risikerer at blive opfattet som et eksklusivt tilbud – ikke som et åbent, inkluderende kulturhus.
Forpagter Emil Breusch understreger, at der arbejdes på at udvikle konceptet, og at der er sat en klar kalender op. Det er positivt. Men hvor lang tid skal borgerne vente, før GAARDEN lever op til sit fulde potentiale? Og hvordan sikrer kommunen, at det sker?
Det er vigtigt, at der findes en løsning, der gør GAARDEN til det levende og åbne sted, som alle håbede på. Et kulturhus bør være et sted, hvor borgerne føler sig velkomne – ikke kun som gæster til private arrangementer, men som en naturlig del af hverdagen. Opstartsfasen må ikke blive en evig undskyldning.
Ellers ender stedet vel med det – som mange af os har frygtet – at det bliver et nyt kommunalt beskæftigelsesprojekt?
