LÆSERDEBAT: Der findes ord, der kan lyde både neutrale og fornuftige, men som alligevel afslører, hvordan vi er begyndt at betragte mennesker. “Flow” er et af dem.
I debatten om ægtefælleboligerne på Krogstenshave og Søvangsgården begrunder Hvidovre Kommune de nye regler med et ønske om at skabe et hurtigere flow, så flere ægtepar kan få adgang til de ni boliger, der er indrettet til dem.
Det er let at forstå problemet. Hvidovre mangler plejeboliger, og kommunen har selvfølgelig et ansvar for, at de boliger, der findes, kommer flest muligt til gavn. Men netop derfor er vi nødt til at standse op og spørge, hvad det egentlig er, der skal flyde hurtigere – og hvem der skal flyttes, når kommunens regnestykke skal gå op.
For den efterlevende ægtefælle er boligen ikke blot en kommunal plads. Det er hjemmet, hverdagen, naboerne, personalet og den sidste fælles ramme om et langt ægteskab. Når ægtefællen dør, mister man allerede sin livsledsager og med de nye foreslåede regler risikerer man også at miste sit hjem.
Seniorrådet har derfor helt ret i at rejse debatten og stille spørgsmål ved, hvordan beslutningen harmonerer med ældrelovens værdier om selvbestemmelse, tryghed, værdighed og nærhed. Det er ikke mindst relevant i en kommune, hvor “Seniorvenlig by” for få år siden var et af flertallets store politiske slagord.
Forvaltningen oplyser, at der vil blive taget individuelle hensyn, ydet hjælp til at finde en anden bolig og tilbudt sorgsamtaler. Det er naturligvis bedre end ingen hjælp, men en sorgsamtale ændrer ikke ved, at man samtidig bliver bedt om at pakke sit liv ned og forlade sit hjem.
Sagen om ægtefælleboligerne bekræfter endnu en gang, at samtalen om seniorer alt for ofte reduceres til drift, kapacitetstilpasning, belægningsprocenter, ventelister, pladser og flow. Det er nødvendige hensyn i en kommunal virkelighed, men de må aldrig blive selve målet. Driften skal være til for mennesket – mennesket skal ikke indrettes efter driften. Derfor står det afgørende spørgsmål tilbage: Hvor er den politiske vision?
Et hjem på et plejehjem er stadig et hjem. Det ophører ikke med at være et hjem, fordi den ene ægtefælle dør.
Samtidig har Hvidovre Kommune fra 1. juni 2026 fjernet muligheden for, at et ægtepar kan bo i hver sin individuelle bolig på samme plejehjem. Når den mulighed forsvinder, bliver de ni ægtefælleboliger endnu vigtigere – og presset på dem endnu større. Det gør det nødvendigt at spørge, om kommunen er ved at løse ét kapacitetsproblem ved at skabe et nyt menneskeligt problem.
Men debatten bør ikke stoppe ved de ni ægtefælleboliger. Den peger ind i et større problem: Hvidovre mangler en egentlig vision for seniorboligpolitikken. Manglen på seniorvenlige boliger er ikke ny, og en langsigtet plan kunne og burde være sat i gang for år tilbage. Når der mangler boliger mellem den almindelige bolig og plejeboligen, ender presset til sidst på de få tilbud, vi har.
Måske er det også værd at genbesøge tanken bag de beskyttede boliger, vi engang havde: boliger, hvor man kunne have sit eget hjem og bevare sin selvstændighed, men samtidig bo trygt og tæt på hjælp og fællesskab. Ikke som en kopi af fortiden, men som inspiration til nye boligformer, der passer til forskellige behov og forskellige faser af seniorlivet.
Seniorboligpolitik kan ikke kun handle om, hvor mange pladser der er ledige lige nu, men skal også handle om, hvordan vi ønsker at leve, når vi bliver ældre. Om muligheden for at blive boende sammen, hvis man ønsker det, om at kunne flytte til noget mindre og mere tilgængeligt, før behovet bliver akut, og om at bevare sit hjem, sin værdighed og sin selvbestemmelse, også når livet forandrer sig.
Manglen på plejeboliger er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Derfor må løsningen være langsigtet boligplanlægning og flere boligformer, der kan rumme forskellige liv og behov – ikke regler, der sender kommunens ældre borgere videre gennem systemet, når deres livssituation ændrer sig.
Derfor bør kommunen ikke kun se på, hvordan boligerne hurtigere kan frigøres, men også på hvordan trygheden for de mennesker, der allerede bor der, kan bevares.
Som minimum bør de mennesker, der allerede bor i ægtefælleboligerne, være omfattet af en overgangsordning. De er flyttet ind og har skabt et hjem under andre forudsætninger. Man kan ikke med rimelighed ændre disse forudsætninger, netop når de befinder sig i en af livets mest sårbare situationer.
Kommunen skal ikke bevilge kærlighed, men den skal bygge plads til den. Og den må ikke gøre sorgen større ved samtidig at tage hjemmet fra den, der er tilbage.
Derfor bør beslutningen genovervejes politisk, ikke fordi behovet for flere plejeboliger ikke er reelt, men fordi mennesker aldrig må reduceres til flow, og slet ikke i den fase af livet, hvor tryghed, værdighed og hjem betyder allermest.
Venlig hilsen
Maria Durhuus, tidl.
Ældreordfører for
Socialdemokratiet
