LÆSERDEBAT: Tidligere i Hvidovre Avis har en læser og Ældresagen stillet spørgsmål til de nye regler for parboliger på Hvidovres plejehjem og mindet om, hvor vigtigt det er at bevare værdighed og tryghed for byens ældste borgere.
Tak for at sætte ord på en bekymring, som mange måske kan genkende. Når man mister sin ægtefælle eller samlever, står man i en af livets sværeste situationer. Derfor er det afgørende for os, at ingen oplever at skulle håndtere en flytning oven i sorgen.
For mange ældre mennesker handler et hjem ikke bare om mursten og kvadratmeter. Det handler om minder, hverdagsrutiner, naboer og de relationer, man har opbygget gennem årene. Det har jeg stor forståelse for, og derfor skal vi altid møde den enkelte med både respekt og omtanke. Og når en borger, som bor i en parbolig, mister sin ægtefælle, er vores første opgave at skabe ro, støtte og tryghed i en svær tid.
Vores nye praksis handler heller ikke om at presse efterladte borgere ud af deres hjem. Hvis den efterladte selv har udviklet et plejebehov, siden parret flyttede ind, vil vedkommende naturligvis fortsat kunne bo på plejehjemmet. Hvis ikke, foretager vi via dialog altid en individuel vurdering af den enkelte borgers situation, ønsker og behov for at finde den rette bolig. Da den nye praksis blev drøftet i Ældreudvalget, blev det også understreget, at borgeren fx skal kunne sige nej til det første boligtilbud inden for den første måned. Kommunen har efter reglerne om visitation til plejeboliger pligt til at tildele ledige boliger til borgere med det største og mest aktuelle behov. Derfor er det også et spørgsmål om ansvarlig forvaltning af de plejeboliger, som er en begrænset ressource.
Vi ved, at et dødsfald ikke bare ændrer boligforhold. Det ændrer hele tilværelsen. Derfor er det vigtigt for os, at den efterladte oplever støtte og tryghed gennem hele forløbet og ikke står alene med de mange beslutninger, der følger efter et tab.
Samtidig skal vi huske på, at hver parbolig på et plejehjem er en del af kommunens samlede plejeboligkapacitet. Og når en rask efterladt borger bliver boende alene i en parbolig på et plejehjem, betyder det, at en anden borger med et aktuelt plejebehov må vente længere på en bolig. Derfor har vi ændret praksis. Ikke fordi vi ønsker at gøre det sværere for den efterladte. Men fordi vi også har et ansvar over for borgere og ægtepar, som står på venteliste til en pleje- eller en parbolig. Bag ventelisterne gemmer der sig også mennesker. Det kan være en ægtefælle, der gerne vil være tæt på sin partner den sidste tid, eller en ældre borger med et stort plejebehov, som venter på den rette hjælp og omsorg. Også deres situation skal vi tage alvorligt.
Jeg forstår godt ønsket om fortsat at dele hverdagen med den person, man har levet sammen med gennem mange år, også selvom kun den ene har et plejebehov. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe flere ægteparboliger. På kort sigt ser vi på mulighederne for at omdanne større plejeboliger til boliger for to personer. Det handler ikke blot om enkelte boliger, men også om de fælles områder, der skal kunne understøtte, at flere borgere og pårørende opholder sig på plejehjemmene i hverdagen.
For mig er det afgørende, at vi hverken mister menneskeligheden eller ansvaret for fællesskabets tilbud af syne. De to hensyn skal ikke stå i modsætning til hinanden.
Ambitionen er tværtimod at sikre, at efterladte borgere mødes med værdighed, støtte og respekt, samtidig med at ægtepar får mulighed for at bo sammen, når behovet opstår.
Venlig hilsen
Anders Wolf
Frisdahl Andresen,
Borgmester
i Hvidovre Kommune
