.
ANNONCE

Svendebjergvejs træallé skal genplantes – men til en høj pris

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget anbefaler fuld genplantning af alléen, men søger alternativ finansiering
Svendebjergvej

NYHEDER: Den ikoniske allé på Svendebjergvej, der oprindeligt bestod af 46 asketræer, skal genplantes. Det har Klima-, Miljø- og Teknikudvalget enigt besluttet på sit møde sidste mandag den 10. august. Økonomiudvalget besluttede på  dets møde i mandags den  17. august at oversende sagen til administrationen med henblik på at få anvist forslag til finansiering til beplantningen i 2026., hvorefter den tages op ved budgetforhandlingerne.

Beslutningen kommer, som Hvidovre Avis skrev i sidste uge, som opfølgning på en længerevarende sag, hvor kommunen i december 2023 fik dispensation til at fælde 25 af træerne på grund af sikkerhedsrisiko. Dispensationen var betinget af, at træerne skulle genplantes senest den 6. december 2026 – en frist, der nu nærmer sig med hastige skridt.

En kompliceret sag

ANNONCE

Baggrunden for udvalgets beslutning er, at genplantning af træerne har vist sig at være langt mere kompliceret end forventet.

De eksisterende plantehuller er for små, og for at sikre de nye træers vækst, kræves der større plantehuller, omlægning af fortove og – på nordsiden af vejen – flytning af en højspændingsledning, der ligger under de nuværende træer. Projektet har dermed udviklet sig til et større anlægsprojekt med en pris på op til 15 millioner kroner.

Administrationen præsenterede syv scenarier (A-G) for udvalget, der spændte fra fuld genplantning af alle 46 træer (scenarie A) til ingen genplantning overhovedet (scenarie E og G). Udvalget valgte enigt at anbefale scenarie A – fuld genplantning med nye belægninger og asfalt – men med en bemærkning om, at der skal ses på alternativ finansiering af dele af beløbet. Scenarie A koster 15 millioner kroner, hvoraf 3,3 millioner kommer fra det eksisterende budget for projekt ”0220 Beplantning (træer og skove)”, mens de resterende 11,7 millioner skal hentes fra kassebeholdningen i 2026.

Udvalgets beslutning tager udgangspunkt i flere faktorer, blandet andet at Lokalplan 339 udpeger alléen som bevaringsværdig, og dispensationen fra 2023 kræver genplantning. Og at grundejerforeningen Svendebjerghave har udtrykt ønske om, at alle træer genplantes, selvom det betyder fortsat dårlig tilgængelighed på fortovet, samt at fravær af træer ville medføre tab af CO₂-binding, mindre biodiversitet og en forringelse af områdets landskabelige værdi.

Udfordringer og dilemmaer

Selvom udvalget har valgt at bevare alléen, er der væsentlige udfordringer:

Højspændingsledningen på nordsiden skal flyttes, hvilket koster 2,5–3 millioner kroner og indebærer risiko for skader på grundejernes hække.

Fortovene skal omlægges, da de eksisterende fliser ikke kan genbruges. Det medfører yderligere udgifter til nye belægninger og asfalt.

Tilgængelighed: På grund af det smalle gaderum og ledningernes placering kan tilgængeligheden på fortovet ikke forbedres. Fortovet vil fortsat blive indsnævret, hvor træerne står.

Betydning for Gammel Køge Landevej?

Beslutningen om Svendebjergvej har direkte konsekvenser for et andet projekt: Træplantning på Gammel Køge Landevej.

Hvis scenarie A, B eller C (genplantning på Svendebjergvej) vælges, går alle 3,3 millioner kroner fra projekt ”0220 Beplantning” til Svendebjergvej. Det betyder, at der ikke bliver midler til nye træer på Gammel Køge Landevej.
Hvis der i stedet var valgt scenarie D eller E (ingen genplantning), kunne hele budgettet på 3,3 millioner kroner være gået til ca. 50 nye træer på Gammel Køge Landevej.
Udvalgets anbefaling blev behandlet i mandags i Økonomi­udvalget, der tog den beslutning, at sagen oversendes til administrationen med henblik på at få anvist forslag til finansiering til beplantningen i 2026. Herefter oversendes sagen til budgetforhandlingerne.

red

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia