LÆSERDEBAT: I sidste uges avis skrev ”en frustreret pårørende” om sin oplevelse med at hjælpe en nær person med at få en plejebolig.
Jeg har stor forståelse for, at det kan være frustrerende at opleve, at ens pårørende ikke kan få den bolig, de ønsker sig mest.
Det er generelt sådan, hvis man er visiteret til plejebolig, at man kan skrive sig op enten til alle kommunens plejeboliger eller til en plejebolig på et bestemt plejehjem. Hvis man søger generelt på alle vores plejehjem, er der en pladsgaranti inden for 8 uger. Vælger man at søge om plejebolig på et bestemt plejehjem, så bliver det i sagens natur mere vanskeligt at garantere, hvornår der bliver en ledig plads på det plejehjem De plejeboliger, der er på kommunens plejehjem, er forskellige i størrelse og pris, og bortset fra visitationen til plejebolig, som kommunen står for, så er det forskellige boligselskaber, der administrerer plejeboligerne.
I forhold til den konkrete situation, der er beskrevet i læserbrevet, kan vi i sagens natur ikke sagsbehandle i avisen. Men vi står gerne til rådighed for en dialog, hvis der er behov for uddybning eller afklaring.
I kan med fordel kontakte Visitationen, så kan de vejlede jer, om de muligheder der er i netop jeres situation. Visitationen kan kontaktes på tlf. 3639 2880 (hverdage fra kl. 8.30-10.30.)
Christel Damgaard
Centerchef Sundhed og Ældre Hvidovre Kommune