.

Indskifter reddede HIF fra nederlag i Esbjerg

Emmanuel Aby sikrede HIF det ene point i Esbjerg
Emmanuel Aby var afgørende for HIF med sin sene scoring.

FODBOLD:  HIF havde svært ved at få greb om kampen mod Esbjerg, der længe lignede en vinder. Men endnu en gang blev en indskifter afgørende, da Emmanuel Aby sikrede HIF det ene point i slutfasen.

Det var top mod bund, da HIF var taget til Esbjerg i weekendens 1. divisionskamp. Men forventede man, at HIF bare ville køre Esbjerg over, blev man slemt skuffet. Siden Hjalte Bo Nørregaard overtog roret hos vestjyderne, har de været en stor mundfuld for de fleste hold. Det er blot blevet til et enkelt nederlag og sågar også en sejr over formstærke FC Fredericia.

Det blev derfor også en meget lige kamp, som HIF havde vanskeligt ved at sætte sig på. Hjemmeholdet fik også blod på tanden, da de spillede HIF-defensiven tynd, og Adam Ahmad kom alene med Filip Djukic, men fik sparket bolden tæt forbi stolpen.

Kort efter var det tæt på i den anden ende, da Andreas Smed slog et flot sideskift over til Louka Prip, der trak ind i banen og lagde bolden for fødderne af Oliver Kjærgaard, som kun var en god redning fra at bringe HIF i front.

Resten af halvlegen var temmelig chanceløs, mens tempoet hos de to meget direkte hold var højt. Dog havde topscorer Donavan Bagou halvlegens sidste chance, da han blev sendt i dybden. Den store angriber satte tempo og fik sendt en fornuftig afslutning afsted, uden at det dog blev til en scoring.

I anden halvleg var det faktisk Esbjerg, der havde overtaget, mens HIF halsede efter og kom til at stå for langt tilbage på banen.

Efter en time havde HIF et hjørnespark, som endte med en friløber ned mod Filip Djukics mål. Men i stedet for at drible forbi Djukic, der var langt ude af målet, blev det til en skæv afslutning fra midten af HIF’s banehalvdel.

Efter 77 minutter gik den så ikke længere. Esbjerg kom til baglinjen og fik slået et indlæg ind i det lille felt. Selvom HIF havde masser af folk i feltet, fik hjemmeholdet sendt et hovedstød mod Djukic, som halvklarede. Her stod en velspillende James Ampofo klar og bragte fortjent Esbjerg foran 1-0.

Indskifter slog til igen

Er der noget, HIF har været gode til i denne sæson, har det været at komme stærkt igen, når modstanderne er kommet foran eller har udlignet.

Det var også tilfældet denne gang, hvor en indskifter endnu en gang gjorde forskellen.

Først havde Emmanuel Aby en farlig afslutning, der gik lige forbi mål, og to minutter senere slog han så til.

HIF havde et hjørnespark, hvor Ahmed Iljazovski var tæt på at heade bolden i mål. Bolden blev reddet på stregen, men så dukkede Aby op og fik stanget sin anden sæsontræffer i kassen og reddet det ene point med hjem til Hvidovre.

Trods blot to point mod de to bundhold holder HIF fortsat fast i førstepladsen, men holdet trænger i den grad til en sejr, når Aarhus Fremad mandag gæster Hvidovre Stadion.

sport

Del med: