FLOORBALL: Hvidovre Attack FC har sikret kontinuitet omkring klubbens ligahold ved at forlænge aftalen med cheftræner Jesper Hansen, som dermed også står i spidsen for holdet i sæsonen 2026/2027.
Forlængelsen kommer efter en sæson, hvor klubben stod over for en stor opgave med at opbygge et nyt hold fra bunden, efter flere ændringer i truppen.
Jesper Hansen ser tilbage på sæsonen som en periode med både udfordringer og udvikling – og glæder sig over at fortsætte arbejdet.
– Jeg er glad for at få muligheden for at fortsætte. Vi stod i en svær situation sidste sommer, hvor vi skulle bygge et helt nyt hold op fra bunden. Det har naturligt kostet på resultaterne, men set i det lys har sæsonen været acceptabel. Vi fortsætter den linje, vi har lagt. Vi skal turde satse på unge spillere og skabe et miljø, hvor de får reelle muligheder. Jeg vil gerne, at Hvidovre bliver kendt som klubben, hvor unge spillere udvikler sig og får spilletid – ikke bare sidder på bænken. Samtidig arbejder vi på at supplere truppen med erfarne spillere, der kan løfte niveauet og være stærke kulturbærere…
I klubben er der også stor tilfredshed med, at cheftræneren fortsætter.
Formand Marie Krabbe fremhæver især Jesper Hansens evne til at skabe et stærkt og professionelt miljø omkring spillerne.
– Det er en stor fornøjelse, at Jesper har mod på at fortsætte som ligetræner. Jesper er om nogen garant for et seriøst set up, hvor hver enkelt spiller bliver taget alvorligt og taget hånd om. Man kan godt mærke at Jesper har en unik og mangeårig erfaring ift mandskabspleje… udover hans generelle trænerkompetencer. Jeg synes, at det er så dejligt, at vi får glæde af det i næste sæson også…
Med forlængelsen fortsætter arbejdet med at udvikle både truppen og klubbens sportslige profil, hvor fokus fortsat vil være på unge spillere, stærke kulturbærere og ambitionen om at skabe et konkurrencedygtigt ligahold i landets bedste floorballrække.spo