LÆSERDEBAT: For et år siden skrev jeg et læserbrev her i avisen. Der havde dengang været 107 forskellige medarbejdere fra Hjemmeplejen. Nu har der været 240 forskellige! Jeg ved det, fordi jeg fører lister over hvem, der kommer her og hvornår.
Det er hver gang et problem, at fortælle den nye, hvad jeg gerne vil have gjort og ikke mindst hvilke fejl, jeg ikke ønsker de skal lave. Og det føles på en måde forgæves at sætte dem ordentligt ind i det. Mange kommer her kun en enkelt gang.
Hjemmeplejen har tre gange lovet, at de nu går over til faste teams, så her kun kommer 7-8 forskellige faste medarbejdere. Det har hver gang vist sig ikke at holde stik.
Jeg tænker nogle gange på en fiktiv kommune, som ikke er Hvidovre.
Kommunens borgmester er en rar og venlig mand. Vi kan jo kalde ham Mortensen.
Han er for nylig blevet genvalgt som borgmester, så han er godt inde i alle de mange opgaver, en borgmester skal håndtere.
Det samme er ikke tilfældet for hans sekretariat.
Kommunen har svært ved at ansatte og fastholde medarbejdere til sekretariatet. Efterhånden er der kun 20% faste medarbejdere, som Mortensen er rigtig glad for. De øvrige 80% kommer fra vikarbureauer. De er egentlig alle sammen flinke, men desværre sender vikarbureauet en ny næsten hver dag. Han skal hver gang vise dem, hvor byrådssalen ligger – og printerrummet og kaffe køkkenet. Han kan også godt mærke, at nogle af dem ikke ved, hvad de mange begreber i en kommunal forvaltning betyder.
En del af vikarerne er udlændinge. Mortensen har ikke noget mod folk fra andre kulturer. Men sproget er et problem, når de ikke kan nok dansk. Han skal gang efter gang forklare mange ting. For eksempel hvad ’dagsorden’ og ’udvalgsmøde’ betyder. Undertiden forstår de alligevel ikke hvad han siger, så han må sige det flere gange.
Han kunne heller ikke huske, hvor mange gange han efterhånden havde sagt: ’Tak, men jeg drikker altså Te’.
Her har nok været over 200 forskellige, tænkte han. Det stresser.
Man havde tre gange fortalt ham, at man nu indførte faste teams, så han kun totalt ville se 7-8 forskellige. Han glædede sig hver gang, men han havde ikke oplevet nogen ændring. Han spurgte vikarerne, om de ikke havde lyst til at blive fastansatte. Svaret var næsten altid, at vilkårene var bedre som vikar.
Han ville gerne vide, om det ikke var dyrere for kommunen med alle de vikarer. Men hende i økonomi var også en ny vikar, så hun var ikke klar over det.
Jeg savner min faste personlige sekretær, sukkede Mortensen. Hun vidste alting. Hende havde han været rigtig glad for, men hun sagde op og ville hellere arbejde som vikar i en anden kommune.
Han opdagede at meget af hans energi gik til at give de nye folk instrukser. Der var ikke mentalt overskud til at lære dem rigtigt at kende, og han kunne heller ikke forvente at se dem igen. Sært nok var der kun fastansatte i HR og i den afdeling, der styrede kommunens hjemmesider. Måske har de bedre arbejdsvilkår, funderede han.
Hvad skal jeg gøre?
Hvad skal jeg gøre? tænkte Mortensen.
Hvis Mortensen læser Hvidovre Avis, kunne det være rigtig godt at få at vide, hvad han har fundet ud af.
Lars Christensen
IT-konsulent
