NYHEDER: Fredag morgen deltog Hvidovre Kommune i European Treetag Campaign, som er en fælles europæisk kampagnedag med fokus på træernes betydning og værdi.
Formålet med kampagnen er at gøre borgerne klogere på det værdifulde bidrag til økosystemet, som træer leverer hver eneste dag.
Hvidovres bidrag til kampagnen kan findes på græsset mellem Hvidovre Rådhus og Hvidovre Sundhedscenter. Her står en stor vintereg, som blev plantet i 1999. Et nyt skilt gør forbipasserende opmærksom på de mange fordele, egetræet bidrager med.
For eksempel er det med til at tilbageholde 8.265 liter regnvand og på den måde give et lille bidrag i kampen for at mindske risikoen for oversvømmelser.
I Hvidovre er der omkring 9.500 offentlige træer, og generelt er træer med til at forbedre luftkvaliteten ved at optage CO₂ og filtrere forurenende stoffer fra luften. Samtidig er de med til at sænke temperaturerne på varme sommerdage.
Med deltagelsen i TreeTag-kampagnen ønsker Hvidovre Kommune at gøre opmærksom på de mange værdier, som byens træer tilfører hver dag.
I Danmark har 51 kommuner valgt at være med til at gøre opmærksom på træernes betydning og i alt er 9 europæiske lande med i årets kampagne.