Badminton: Det blev en historisk aften på Frederiksberg, da Hvidovre Badminton Club tirsdag sikrede sig det første DM-guld i 20 år med en dramatisk finalesejr over de forsvarende mestre fra Vendsyssel Badminton, som havde vundet tre af de seneste fire mesterskaber.
Hvidovre fik en drømmestart på finalen ved at vinde begge mixeddoubler. Kristoffer Kolding og Mette Werge leverede en sikker 2-0 sejr, mens Marvin Seidel og Estelle van Leeuwen måtte ud i tre sæt, før de kunne sikre en samlet 2-0 føring til Hvidovre.
Estelle van Leeuwen og Marvin Seidel fejre sejren i mixdouble
De nordjyske mestre svarede dog stærkt igen. Vendsyssel vendte opgøret på hovedet ved at vinde alle fire singlekampe – alle i to sæt – og pludselig var stillingen 4-2 til favoritterne.
Med ryggen mod muren skulle Hvidovre finde svar i doublerne. Først sikrede Marvin Seidel og Callum Hemming en vigtig sejr i herredoublen efter et tæt opgør. Kort efter sørgede Kristoffer Kolding og Bjarne Geiss for at udligne til 4-4.
Dermed skulle det hele afgøres i damedoublen – og her viste Mette Werge og Estelle van Leeuwen klassen. De to Hvidovre-spillere havde kontrollen gennem hele kampen og vandt sikkert 2-0.
DM holdet 2026
Dermed kunne Hvidovre Badminton Club lade sig hylde som danske mestre efter en finale, der bød på både dramatik, comeback og høj klasse – og som vil blive husket som en af klubbens største aftener i nyere tid.