.
ANNONCE

ER DU KLAR, HVIS KRISEN RAMMER?

Når krisen rammer, er fællesskabet vores stærkeste beredskab, skriver MARIA AVNSKJOLD
Maria Avnskjold

LÆSERDEBAT: Det er vi nok mange, der endnu ikke er helt. Vi tænker måske på vand, dåsemad, batterier og en lommelygte. Det er alt sammen vigtigt. Men hvis vi i Hvidovre, skal være godt rustet til en større krise, er der noget endnu vigtigere: Vi skal kende hinanden.

For et stærkt beredskab, handler ikke kun om forsyninger og planer. Det handler også om mennesker. Om naboen, der kan hjælpe den ældre på vejen. Om klubben, der kan samle folk. Om fællesskaber, hvor vi allerede har lært hinanden at kende.
Fællesskab er faktisk noget af det stærkeste, vi har i Hvidovre.

Når vi mødes i foreninger, til vejfesten, på biblioteket, til byfester eller i børnehaven, bygger vi ikke bare gode relationer. Vi bygger også den tillid og sammenhængskraft, som bliver afgørende, hvis hverdagen pludselig bliver vendt på hovedet.

ANNONCE

I SF mener vi, at et samfund bliver stærkere, når vi investerer i mennesker og fællesskaber.

Derfor skal vores beredskab tænkes bredere. Vi skal ikke kun spørge: Har vi vand og mad nok? Vi skal også spørge: Kender vi vores naboer? Har vi som foreninger mulighed for at hjælpe med noget særligt? Kender vi hinandens kompetencer? Kan vores lokale erhvervsdrivende spille en rolle? Er der en nabo eller en i foreningen, vi skal være særligt opmærksomme på og række ud til, hvis krisen pludselig rammer?

Måske er jeg den, der kan samle folk til en fælles gåtur og være med til at holde humøret oppe. Måske er min nabo god til førstehjælp. Måske kan en spejderklub stille lokaler til rådighed. Vi har alle noget at bidrage med.

Det offentlige har naturligvis et stort ansvar. Kommunen skal have et robust beredskab, sikre kritiske funktioner og kommunikere klart, når noget sker. Men kommunen kan ikke løse en krise alene. Vi har også brug for, at borgere, foreninger og erhvervsliv tager del i opgaven.

Vi skal turde tænke i de utænkelige scenarier og samtidig have tillid til, at vi kan håndtere dem sammen.
Den 27. august sætter Hvidovre Kommune fokus på beredskab. Om eftermiddagen er Hvidovres erhvervsliv inviteret til møde, og om aftenen er alle borgere inviteret til borgermøde på Risbjerggaard kl. 19-21.

Det er en god mulighed for at blive klogere på, hvad vi hver især kan gøre, og hvordan vi sammen kan gøre Hvidovre bedre rustet.

For beredskab handler ikke om at gå rundt og være bange for, hvad der kan ske. Det handler om at være forberedt – og om at have tillid til, at vi hjælper hinanden, når det virkelig gælder.

I SF tror vi på, at det stærkeste sikkerhedsnet er et stærkt fællesskab. Hvidovre har vi allerede noget stærkt at bygge videre på.

For når krisen rammer, er det ikke kun det, vi har i køkkenskabet, der tæller.

Det er også dem, vi har omkring os. Der er jo VI i Hvidovre.

Maria Avnskjold
Kommunalbestyrelsesmedlem
SF Hvidovre

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia