KICKBOKSNING: Det 14-årige stortalent Bastian Coker fra Fightworld fortsætter med at imponere på den danske kampsportsscene. I weekenden kunne den unge fighter nemlig lade sig krone som dansk mester i kickboksning 2026.
Dermed føjer talentet endnu en titel til samlingen. Tidligere på året sikrede han sig nemlig også titlen som dansk mester i thaiboksning og har dermed markeret sig som et af de mest lovende unge navne inden for dansk kampsport.
Hos Fightworld glæder man sig over de flotte resultater, som er kommet efter mange timers hårdt arbejde i træningslokalet. Klubben peger på, at den unge udøver gennem længere tid har vist både stor dedikation og et ekstraordinært talent på tværs af flere kampsportsdiscipliner.
Det seneste danske mesterskab er derfor endnu et bevis på den stærke udvikling, som den unge fighter har været igennem.
Samtidig er de flotte præstationer med til at sætte Fightworld og Hvidovre på landkortet inden for dansk kampsport og kan forhåbentlig inspirere endnu flere unge til at kaste sig over sporten i fremtiden.