LÆSERDEBAT: I forrige uges avis beskrev en læser de udfordringer, han oplever med et smalt fortov på Ørumvej.
Først og fremmest tak for at gøre opmærksom på de udfordringer, du oplever i hverdagen. Når man har boet i et område i så mange år, som du beskriver, har man også et særligt blik for, hvordan forholdene har udviklet sig over tid.
Du peger på nogle helt centrale forhold, når det gælder tilgængelighed: Bredden på fortove, parkerede biler, beplantning, affaldsbeholdere og snerydning. Alt sammen noget, der kan få stor betydning for især ældre borgere og andre med nedsat mobilitet.
Vi er helt enige i, at alle skal kunne færdes sikkert og trygt i deres lokalområde. Fortovene på mange ældre villaveje i Hvidovre – herunder Ørumvej – er anlagt for mange år siden og ofte med en bredde, der i dag ligger i den lave ende i forhold til de anbefalinger, der findes for tilgængelighed. Det kan vi desværre ikke ændre hurtigt eller alle steder, da en udvidelse typisk vil kræve en større ombygning af hele vejen.
Du nævner også parkering på fortovet. I Hvidovre er det på mange veje tilladt at parkere delvist på fortovet for at give bedre plads på kørebanen. Der skal dog fortsat være tilstrækkelig plads til, at fodgængere kan passere, så parkeringen må ikke være til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. Hvis du oplever parkering til ulempe, kan du med fordel give os besked via ’Giv et praj’ enten på kommunens hjemmeside eller i app’en.
Derudover er det grundejernes ansvar at sørge for, at hække og anden beplantning ikke vokser ud over fortovet, så passagen bliver for smal. Også her kan du give os besked via ’Giv et praj’, hvis du oplever en hæk, der fylder for meget. Affaldsbeholdere skal ligeledes placeres, så de ikke spærrer for fremkommeligheden. Vi vil se på, om der er behov for at minde grundejerne om deres ansvar.
Tak, fordi du tog dig tid til at skrive. Det er vigtigt for os at høre fra dem, der mærker udfordringerne i hverdagen, så vi kan prioritere vores indsats korrekt.
Venlig hilsen
Center for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune