DØDSFALD: En tidligere Hvidovreborger, Rasmus Bech, landskendt journalist og redaktør, er efter kort tids sygdom, afgået ved døden i fredags den 30. oktober – kun 75 år .
Rasmus Bech, der som dreng og ung boede i Lejerbo, havde sin skolegang på Sønderkærskolen, hvor han tidligt mødte sit livs udkårne Kit, datter af Ekstrabladets sportschef Axel Alstrup. Rasmus var med ungdomsklubber, og var bl.a. aktiv ungdomsfodboldspiller i HIF – uden dog at nå helt til tops.
Helt fra ungdomsårene var han mere besjælet af at skrive, først om sporten og senere som dybt engageret i større samfundsmæssige sager. Efter en lang journalistkarriere, startede på Nørrebro lokalavisen, derefter havde han bl.a. sit virke på det sjællandske Dagbladet, senere Weekendavisen samt BT, for derefter i mere end 30 år at have slået sig løs som en af dagbladet Politikens skarpe og sprudlende penne, både med kommentarer til dagens begivenheder og ikke mindst omkring idrætslige reflektioner. I 16 år var han således dette blads sportsredaktør.
Han jonglerede ekvilibristisk med ord i sine tekster, og modtog Dansk Sprognævns Sprogpris i 2018 for sit særlige sproglige talent.
Rasmus Bech slap dog aldrig sit tilhørsforhold til hjemstavnen Hvidovre. Adskillige gange har han holdt foredrag i det lokale foreningsliv, senest ved Hvidovre Idrætsforenings 100 års jubilæum.
Medfølelsen samler sig om hustruen Kit, de to voksne børn Andreas og Mathilde, og de 5 børnebørn, der har mistet et elskeligt og trofast holdepunkt i deres liv. Efter at have boet i Solrød, flyttede familien for nogle år siden til et byhus i det centrale Køge, hvor alle er engageret, bl.a. sønnen i kommunalbestyrelsen, og datteren som fotojournalist.
Bisættelsen finder sted fra Køge Kirke Sct.Nicolai fredag den 6. november kl.13.
m-