.

Skakmestre og 100 spillere fyldte Enghøjhuset

Københavns-mesterskabet i skak blev afholdt i Hvidovre – med deltagere fra 8 nationer og en aldersspredning på over 70 år
Enghøjhuset dannede rammen om Københavnsmesterskabet

SKAK: I weekenden 23.–25. oktober dannede den store sal i Enghøjhuset – nabo til Avedøre Bibliotek – rammen om Københavnsmesterskabet i skak med hele 100 deltagere. Hvidovre Skakklub var værter, eftersom de øvrige skakklubber i Københavnsområdet allerede havde andre arrangementer på programmet.

Syv runder – i to tempi

Turneringen strakte sig over syv runder. De første tre blev spillet i hurtigt tempo med blot 20 minutter plus 5 sekunders tillægstid pr. træk, mens de øvrige runder gav spillerne 90 minutter plus 30 sekunder pr. træk – tid til at tænke, for skak er en krævende disciplin. Fra skakuret sættes i gang til partiet er slut, skal der regnes intensivt på egne og modstanderens kommende træk.

Fra 7 til 81 år

De tre spilledage bød på høj spænding – ikke mindst på grund af den store aldersspredning. Den ældste deltager var født i 1945, den yngste i 2016. Hele 17 af de unge deltagere mellem 7 og 14 år gav kvalificeret modstand og kunne spille lige op med de voksne – og flere af dem vandt partier.

Et af dem var 13-årige Alvin Pei, som moren havde ”skubbet” til turneringen. I fjerde runde mødte han den 45-årige Dmitry Ivashkin, der bl.a. havde meldt sig i håbet om at møde nogle af de store kanoner. Alvin vandt partiet – og begge duellanter var enige om, at Hvidovre Skakklub havde leveret et fint arrangement.

Feltet talte i øvrigt deltagere fra otte nationer – Færøerne, Holland, Indien, Portugal, Slovakiet, Tjekkiet og Ukraine – med i alt 15 udenlandske gæster. I den stærke ende var to stormestre, Carsten Høi (Danmark) og Johnny Hector (Sverige), seks internationale mestre – heriblandt danske Anna Sofie Li – og seks FIDE-mestre.

Mesterskabet afgjort i sjette runde

Før mesterskabet for alvor skulle afgøres, var der stor spænding gennem alle syv runder. Efter fem runder førte stormester Carsten Høi alene med 4½ point, men et nederlag i sjette runde til den senere vinder betød, at Høi måtte nøjes med en placering uden for præmierækken. Hvidovres egen internationale mester Viktor Haarmark Nielsen, der for nyligt har høstet stor succes i internationale turneringer, fik en jævn turnering.

Københavnsmester 2025 blev David Gloser foran Vitus Bonde Medhus på andenpladsen og Aref Vasili på tredjepladsen. Vinderen modtog 5.000 kr., mens nr. 2 og 3 fik hhv. 2.500 og 1.000… – korrekt 2.500 og 2.000 kr. For at kunne kåres som Københavnsmester skal vinderen have været medlem af en klub under Københavns Skak Union i mindst det seneste halve år. KSU præmierer desuden mesteren med 3.000 kr., mens nr. 2 modtager 1.500 kr.

Udover hovedpræmierne var der også præmier til de spillere, der ud fra deres placering opnåede de bedste resultater i deres gruppe.

Præmieoverrækkelsen blev foretaget af DSU-formand Poul Jacobsen og overværet af en stor del af deltagerne.

– Tre spilledage – plus to dage med klargøring og oprydning – er en anstrengende omgang, men absolut besværet værd. Hvidovre Skakklub siger tak til alle de medlemmer, der meldte sig som frivillige til alt fra bordopstilling, kaffebryg og salg af drikkevarer til batteriskift på skakurene, opstilling af brikkerne og ikke mindst oprydningen.

– Også en stor tak til Avedøre Bibliotek og til Lene, lederen af Buketten, for hjælpen med alt det praktiske.

red

Del med: