HIF KVINDER: HIF’s kvinder havde i weekenden en stor mulighed for at tage et afgørende skridt mod oprykning fra Københavnsserien, da holdet tog imod FA 2000.
Hjemmeholdet fik ellers en glimrende start på opgøret, da Sofie Rossen efter en halv times spil bragte HIF foran 1-0.
Gæsterne fik dog hurtigt udlignet til 1-1, hvilket også blev pausestillingen.
I anden halvleg gik det galt for HIF, da FA 2000 fik scoret tre gange og pludselig havde bragt sig foran 4-1.
Karoline Rasmussen fik reduceret til 2-4, men tættere på kom HIF ikke, og dermed måtte hjemmeholdet indkassere et nederlag i den vigtige oprykningskamp.
Trods nederlaget indtager HIF fortsat førstepladsen i Københavnsserien og har stadig oprykningen i egne hænder.
På søndag venter årets sidste kamp, når HIF tager imod KFUM på Avedøre Stadion. Her kan HIF med en sejr selv sikre sig oprykningen.
Cheftræner gjorde comeback som 49-årig
AVEDØRE IF: Avedøre IF holder liv i oprykningsdrømmen efter en overbevisende hjemmesejr over FC Lejre i weekenden, hvor det samtidig blev til et noget usædvanligt comeback for klubbens cheftræner.
Det var et hårdt skadesplaget Avedøre-mandskab, der lørdag tog imod FC Lejre i Serie 1. Men selvom der var udfordringer med at få holdkortet til at gå op, satte hjemmeholdet sig hurtigt på opgøret.
Efter 20 minutter bragte Jonathan Brokmann Villadsen Avedøre foran 1-0, og efter en halv time kunne topscorer Simon Boe Nielsen omsætte et straffespark til en 2-0-føring.
Kort før pausen var den brandvarme angriber igen på pletten, da han med sin anden scoring gjorde det til pausestillingen 3-0.
Efter en times spil fuldendte Simon Boe Nielsen sit hattrick med scoringen til 4-0, inden anfører Martin Nordentoft lukkede målfesten med målet til slutresultatet 5-0.
Med et kvarter tilbage kom kampens måske mest bemærkelsesværdige øjeblik, da cheftræner Christian Lundby i en alder af 49 år gjorde comeback i den stribede Avedøre-trøje.
Cheftræneren slap fra sit comeback uden skader og kunne efterfølgende glæde sig over både tre point og en vigtig sejr i oprykningskampen.
På lørdag venter sæsonens måske vigtigste opgør, når Avedøre gæster Vallensbæk, der indtager førstepladsen i rækken med fire point ned til Avedøre.
Skal Avedøre bevare håbet om oprykning, kræver det derfor en sejr over topholdet.
Gav naboerne en hjælpende hånd
BK FRIHEDEN: BK Friheden gav samtidig Avedøre en hjælpende hånd i oprykningskampen, da holdet hjemme besejrede Fløng-Hedehusene med 3-1.
Nicolas Dyregaard og Kevin Karlsen bragte Friheden foran 2-0 med en scoring hver, inden gæsterne kort før pausen fik reduceret på et straffespark til pausestillingen 2-1.
I anden halvleg sørgede Emil Drewes for at lukke opgøret med scoringen til 3-1, som også blev kampens slutresultat.
Dermed kunne Friheden glæde sig over endnu en sejr, samtidig med at resultatet var en hjælp til lokalrivalerne fra Avedøre i kampen om oprykning.
Sluttede sæsonen med storsejr
ROSENHØJ BK: I Serie 2 sluttede Rosenhøj BK sæsonen af med en flot 4-1-sejr over naboerne fra B.77 Rødovre.
Rosenhøjs fire mål blev sat ind af Adrian Hansen, Rasmus Nielsen, Micas Grønbech og Mikkel Bargholz.
Med sejren slutter Rosenhøj sæsonen på en syvendeplads i rækken og har dermed sikret sig endnu en sæson i Serie 2 til foråret.
sport