.

Må afspærre området

Af sikkerhedsmæssige årsager bliver dele af vejen spærret, mens Avedøreværkets knækkede vindmølle repareres
En del af området omkring den ødelagte vindmølle spærres efter planen af til og med uge 51.

NYHEDER: Det er nu godt fem måneder siden, at en vinge knækkede på en af de tre vindmøller ved Avedøreværket på Avedøre Holme – men nu er arbejdet med at få møllen i drift endelig i gang. Og det får konsekvenser for dem, der færdes i området: Frem til og med uge 51 afspærres en del af området, mens en midlertidig vej anlægges, og kraner flytter ind.

– Da vingen knækkede tilbage i juni, faldt den afknækkede del i vandet ud for møllen. Og lige netop det er årsagen til, at sagen har trukket ud, forklarer Ørsted, der ejer møllerne.
Årsagen til uheldet kan nemlig først fastslås, når den resterende del af vingen kan undersøges efter at være blevet pillet ned – og det sker først i forbindelse med udskiftningen, som blev påbegyndt i uge 42 og er planlagt til at strække sig frem til årets udgang.

Der er ifølge Ørsted to forklaringer på den lange ventetid: For det første kræver arbejdet anlæggelse af en midlertidig vej, så de fornødne kraner kan komme til møllen. For det andet er møllerne, der blev opført i 2009, ikke længere i serieproduktion – så det har ikke været muligt at skaffe en ny vinge magen til.

Mindre nav og tre nye vinger

I stedet har Ørsted fundet en alternativ løsning: Der installeres et lidt mindre nav – toppen af møllen, hvor vingerne er boltet fast – og tre nye og ligeledes mindre vinger.

– Udskiftningen er et omfattende arbejde, som både kræver, at der anlægges en midlertidig vej for at gøre plads til kraner på stedet og installation af nye vinger, fordi de oprindelige ikke længere kan skaffes. Vi beklager de gener, som afspærringen af området kan medføre for dem, der bruger området til daglig. Afspærringen er dog nødvendig for at kunne gennemføre arbejdet sikkert og få møllen tilbage i drift, skriver Ørsted i et svar til redaktionen.

Den nye løsning giver en marginalt mindre strømproduktion end de oprindelige vinger – men markant mere end alternativet, nemlig at lade møllen stå. De to gamle vinger og det eksisterende nav kommer på lager med henblik på mulig genbrug, og stenene fra den midlertidige vej genbruges til en ny bølgebryder ved Avedøreværket.

For dem, der bruger området til hundeluftning, gåture eller andet, er der dog en ærgerlig overraskelse på vej: Af sikkerhedsmæssige hensyn spærres en del af området af, mens arbejdet står på – efter planen til og med uge 51.

red

Del med: