LÆSERDEBAT: Et byggeprojekt kan godt blive forsinket; det er irriterende, dyrt og som regel noget med jordbund, træer og tegninger, der ikke helt vil det samme som virkeligheden. Men et menneskes motivation for at komme ud af et misbrug kan ikke parkeres i en kommunal tidsplan.
Når et menneske endelig siger: “Jeg har brug for hjælp”, er det ikke et punkt på en anlægsplan, men et vindue, der står åbent lige nu. Hjælpen skal være der, mens modet og håbet er der – ikke først, når pavillonerne står klar i efteråret 2027.
Hvidovre Avis kunne i sidste uge fortælle, at den planlagte udvidelse af Værket, Hvidovre Kommunes rusmiddelcenter, både bliver dyrere og forsinket. Det oprindelige budget på 2,7 millioner kroner er vokset til 4,35 millioner, og udvidelsen forventes nu først at kunne tages i brug i efteråret 2027. Det er ikke bare en teknisk forsinkelse, men endnu et tegn på noget, der har hastet længe.
Forsinkelsen skyldes blandt andet grunden, bevaringsværdige træer og den eksisterende bygning, og det kan der sikkert være både arkitekter, ingeniører og embedsmænd, der kan forklare helt sagligt. Fred være med det, for træer skal man passe på – men mennesker skal man altså også passe på.
For mens vi diskuterer træer, pavilloner, kvadratmeter og merudgifter, må vi ikke glemme, hvad det hele handler om: ikke drift, mursten eller kommunale regneark, men mennesker, der har mistet kontrollen over deres forbrug af rusmidler – og som har brug for, at nogen griber dem, mens de faktisk rækker ud.
Det er positivt, at Hvidovre har etableret et lokalt rusmiddelcenter; den kamp var jeg selv med til at kæmpe for for snart 13 år siden, og det er rigtigt at udvide Værket. Nærhed og trygge rammer betyder noget, når man skal tage det svære skridt og bede om hjælp, men ros må ikke blive en sovepude. Når udvidelsen nu forsinkes til efteråret 2027, er det ikke nok at konstatere problemet; kommunen skal kunne svare helt konkret på, hvordan behandlingskapaciteten sikres i mellemtiden.
Hjælpen kan ikke vente
Der er en behandlingsgaranti på 14 dage, og det lyder trygt, sådan som garantier ofte gør på papir. Men papir kan hverken tage telefonen, skabe ro hos en pårørende eller sikre, at et menneske faktisk møder op igen i morgen. Derfor er spørgsmålet ikke kun, om garantien findes, men om hjælpen er let at finde, ligger tæt nok på og hænger sammen, når livet i forvejen sejler.
Derfor bør kommunen fremlægge en konkret overgangsplan nu; ikke endnu et notat til bunken, men et politisk forpligtende svar på, hvad der sker med mennesker med rusmiddelproblemer fra i dag og frem til efteråret 2027.
Hvor mange borgere kan Værket hjælpe i de nuværende rammer, hvor går grænsen, før kapaciteten knækker, og hvordan skaffes der midlertidig kapacitet, hvis behovet vokser? Hvordan sikrer vi samtidig, at borgere, som må henvises til eksterne tilbud, ikke ender som kastebolde mellem forskellige behandlingssteder og kommunale indgange?
Der bør samtidig være én tydelig vej til hjælp for både den enkelte og de pårørende. Værket er målrettet voksne, mens ungeindsatsen ligger i Pulsen, og det kan sagtens være fagligt fornuftigt at have forskellige tilbud. Men for en familie i krise er organisationsdiagrammer ret ligegyldige. Ingen forældre skal selv være koordinator mellem skole, kommune, rådgivning og behandling, mens de samtidig forsøger at holde sammen på deres barn og sig selv.
Motivation kan forsvinde
Jeg har gennem flere år arbejdet med rusmiddelområdet, blandt andet som misbrugsordfører i Folketinget, og jeg har lært én ting meget tydeligt: Motivation er ikke noget, man kan sætte i ringbind og tage frem, når kalenderen passer. Den kan være skrøbelig, kortvarig og fuld af skam, og hvis hjælpen er vanskelig at finde, ligger langt væk eller kræver, at man banker på mange forskellige døre, risikerer vi at miste det øjeblik, hvor et menneske faktisk er klar til forandring.
Derfor skal udvidelsen af Værket heller ikke primært handle om, at kommunen på sigt kan spare penge på eksterne behandlingspladser. Den slags regnestykker kan være fine nok, men de må aldrig blive hovedhistorien, for formålet er, at flere mennesker får den rigtige hjælp i tide og tæt på deres eget liv – før misbruget når at koste dem endnu mere.
Og hvis vi endelig skal tale økonomi, så lad os tale om hele regningen: Hvad koster det, når et menneske mister år af sit liv til misbrug, og hvad koster det i tabt arbejdsliv, sygdom, kriminalitet, brudte familier, anbringelser, ensomhed og alt det, der aldrig står pænt i et kommunalt budgetark? Den beregning mangler vi alt for ofte.
Pavillonerne er en midlertidig løsning, og derfor bør Hvidovre også have en permanent vision for rusmiddelområdet: lokal kapacitet nok til, at hjælpen ikke bliver en flaskehals, støtte til pårørende og tættere samarbejde om psykisk mistrivsel, bolig, uddannelse og arbejde. For misbrug bor sjældent alene; det flytter ind sammen med alt det andet, der i forvejen gør livet svært.
Pavillonerne kommer sikkert til at stå fint, når de engang er klar. Det håber jeg. Men mennesker med rusmiddelproblemer kan ikke nøjes med at kigge på en tidsplan og tænke: “Nå ja, så holder jeg lige sammen på mig selv indtil efteråret 2027.” Derfor er spørgsmålet ikke kun, om pavillonerne bliver klar. Spørgsmålet er, hvem der får hjælp indtil da – og hvem vi risikerer at miste undervejs.
Hvidovre Kommune skylder et svar nu. Ikke endnu en hensigt, ikke endnu et notat og ikke først, når skiltet hænger pænt på døren. For behandlingen har allerede hastet længe, og et byggeprojekt kan sættes på pause; det kan et menneskes vej ud af et misbrug ikke.
Maria Durhuus
