LÆSERDEBAT: I de seneste udgaver af avisen har et par bekymrede borgere udtrykt kritik over, at Vejdirektoratet, Miljøstyrelsen og Transportministeriet ikke foretager fysiske målinger af trafikstøj. Borgeren opfordrede samtidig Hvidovre Kommune til at kræve dokumentation for den faktiske støj, når staten beslutter nye store vejprojekter, som fx udvidelsen af Amagermotorvejen.
Vi forstår godt, at det kan virke mærkeligt, at myndighederne ikke er ude at måle støjen, inden der bliver truffet beslutninger om, hvordan der fx skal skærmes mod støjen fra bilerne. Men faktisk er det sådan i dag, at modellerne til at beregne trafikstøj er meget detaljerede og præcise. Derfor er det fagligt set den bedste metode til at vurdere, hvor meget støj, der vil komme, når man anlægger eller udvider en vej.
Beregningerne baserer sig på målinger af trafik ved forskellige hastigheder og forskellige vejbelægninger på både danske og europæiske veje. I beregningerne indgår også oplysninger om trafikmængder, køretøjstyper, vejens beliggenhed, bygninger, støjskærme og støjvolde, terrænhøjder og terrænoverflader, som påvirker spredning af støjen.
Den beregningsmetode, der bliver brugt i Danmark, hedder Nord2000. Det er en fælles nordisk metode, der anses for at være en af de mest nøjagtige, der findes. Derfor har vi i Hvidovre Kommune tillid til de beregninger, der bliver lavet i fx Vejdirektoratet og Miljøstyrelsen.
Dette betyder dog ikke, at vi ikke også forsøger at påvirke de statslige beslutninger, når det drejer sig om veje, der skærer gennem Hvidovre.
Vi er bl.a. glade for, at det lykkedes at få sænket hastigheden på Holbækmotorvejen på strækningen gennem vores by, og vi oplever, at der fortsat er interesse for Hvidovre Kommunes idé om at overdække motorveje med solceller. At de støjskærme, der bliver sat op ved Amagermotorvejen og på Kalvebodbroen, er forberedt til overdækning, er faktisk et direkte resultat af vores arbejde. I 2022-2025 kom et lokalt støjudvalg i Hvidovre med forslag til indsatser mod støj, og kommunen har i mange år været med i partnerskabet Silent City, hvor kommunerne i hovedstadsområdet sammen arbejder for løsninger i forhold til trafikstøj. Bekæmpelse af støj er et emne, som ligger både kommunens fagfolk og Kommunalbestyrelsen meget på sinde, og vi har borgernes sundhed og trivsel i fokus. Igennem en lang årrække har vi derfor arbejdet med støjbekæmpelse på forskellig vis – både administrativt, praktisk og politisk.
Venlig hilsen
Center for Trafik og
Ejendomme
Hvidovre Kommune